Maldiverne blev skabt med bulder og brag

Historien om de magiske atoller

Maldivernes fredfyldte paradis er skabt af buldrende vulkaner med direkte kontakt til jordens glødende indre. Vulkanerne rejste sig af Det Indiske Ocean for siden at forsvinde igen, og den enes forfald blev den andens fødsel. Få historien om de magiske atoller.

Noget af det smukkeste, du kan opleve, er at flyve hen over Maldiverne. Atollerne ligger lige under dig som lysende ringe i det dybblå ocean. Hver atol består af en cirkel af større eller mindre øer med strande af hvidt koralsand, og mellem øerne er lavvandede laguner, der stråler i en vidunderlig turkis farve. Endelig står den tropiske vegetation grønt inde på øerne. Billedsmukt. Men hvorfor ligger alt i cirkler? Hvorfor er øerne i den ene side af en cirkel ofte større end i den anden side? Og hvorfor kan der være lavvandet lagune på den ene side og dybe kanaler på den anden? Der er en naturlig forklaring på alt. Også på Maldiverne.

En vulkans fødsel og død

Det hele starter med, at vulkanerne rejser sig af havbunden. Lava vælter op ved udbruddene, og vulkanerne ender med at skyde op af Det Indiske Ocean, som vi kender det fra f.eks. Stillehavet med Fransk Polynesien.
På siden af vulkanerne dannes koraller hele vejen rundt. Den største vækst er på steder med bedst lys og mest strøm, da der er flest næringsstoffer her. Når vulkanerne så uddør, begynder de at erodere, og de forsvinder bogstavelig talt tilbage i havet for at blive til havbund. Ringen af koraller, der har omfavnet dem i ned til 20 meters dybde, står derimod tilbage på et fundament af havbund og døde koraller. Inde i ringen dækkes havbunden også af døde koraller, der bliver til det fine, hvide sand. Uden for ringen vil du på en snorkeltur ofte kunne opleve, hvordan alt pludselig slutter. Du er nået til væggen, hvor hele verden forsvinder ned i det mørke dyb. Mange steder kan du her glide med strømmen langs revet, mens du betragter fisk,
skildpadder og koraller.

Én ø, Ét resort

De mange små atoløer har gjort Maldiverne fuldstændigt unikt som rejsemål, hvor det kan være meget svært at forestille sig buldrende vulkaner og spruttende lava. I stedet hersker her harmoni og fred. Næsten alle steder er det blot et enkelt resort på en ø. Nogle øer er så små, at du kan gå rundt om dem på et kvarter,
mens andre er store nok til at have jungle på midten. Du bor oftest i villaer, enten på stranden eller på pæle i havet, og der er resorts i alle kategorier. Nogle ligger på øer med revet lige ud for stranden, ”husrev”, mens andre ligger, så du må sejle til de gode rev. Uanset hvordan du kommer dertil, så send vulkanerne en venlig tanke, når du snorkler og dykker ved koralrevene. Uden vulkanerne havde det ikke været muligt.

Tilbage til Rejseinspiration

Se forrige artikel

Se næste artikel

Rangali Finolhu Island Drone Shot

Få inspiration i din indbakke

Skriv dig op til nyhedsbrev og deltag i konkurrencen om at vinde et rejsegavekort på 5.000 kr. Læs vores konkurrencebetingelser.