Den hvide kæmpe mod nord
En rejse til Grønland er et eventyr året rundt. Her kan du opleve vinterens uendelige, hvide vidder under nordlyset, der rejser sig som en katedral over den frostklare nat – og sommerens midnatssol, som strækker dagene ud i det uendelige. Isen er allestedsnærværende; fra den mægtige, tyste indlandsis til gletsjernes karakteristiske knurren, når nye, majestætiske isbjerge ’kælves’ og flyder ud i fjorden. I og omkring det kolde vand finder du et rigt dyreliv, der tæller verdens største dyr, blåhvalen, men også fuglekolonier, moskusokser og selvfølgelig de energiske transportdyr slædehundene.