Thailands mad
Thailands køkken er kendt og elsket overalt i verden. Her finder du massevis af livretter som pad thai, satay-spyd og karryretter med mere eller mindre (eller rigtig meget mere!) smæk på chilien. Det sydlige Thailands køkken er domineret af netop karryretter, ofte baseret på kokosmælk og enten røde, gule eller grønne karrypastaer. Det er også på de mange øer i det sydlige Thailand, at du finder et sandt overflødighedshorn af fisk og skaldyr.
I det nordlige Thailand er det derimod grøntsagerne, som har hovedrollen i de fleste retter, og her finder du også andre smagsnuancer i krydringen fra fx friske krydderurter. Og overalt i landet serveres de aromatiske jasminris som tilbehør til de krydrede retter.
Særligt Bangkok er en fantastisk destination for madglade turister – her er madoplevelser for enhver smag og ethvert budget fra gourmetoplevelser i absolut verdensklasse til gadekøkkenernes autentiske street food-kultur.
Vi har rejst hele Thailand rundt og kan guide dig til de bedste madoplevelser uanset om du er klar til kulinariske eventyr eller om du hellere vil smage på en mere tilgængelig version af det thailandske køkken (hvis der fx er børn med på rejsen).