7 unikke øer langt fra fra de store turiststrømme
I Profil Rejser sætter vi en ære i at finde de unikke steder, for det er ofte væk fra den slagne vej, du finder det ægte eventyr. På disse øer er du langt fra den store turiststrøm, men de er alligevel nemme at komme til. Vær opmærksom på sæsonerne, for på de små øer kan meget lukke ned uden for sæson, og det kan trods alt også blive for roligt.
#1 Koh Klang, Krabi-provinsen
På den lille ø Koh Klang kan du møde de primært muslimske fiskere, bådebyggere, risbønder og batik-kunstnere og se traditionelle fiskerhuse på pæle. Koh Klang er omkranset af mangrove med et rigt dyre- og fugleliv. Der er et hotel på øen, Islanda Hideaway, men Koh Klang er perfekttil bare en dagstur fra Krabi.
Sådan kommer du dertil: Med longtailboat eller 10 minutters sejlads med færgen Suan Chao Fah i Krabi.
Bedste sæson: november-april
#2 Koh Libong, Trang-provinsen
I Trang-provinsen inviterer Koh Libong til afslappet øliv. Her er gyldne strande og nogle få resorts med Andalay Beach Resort som vores favorit. Rundt på øen er muslimske fiskerlandsbyer, jungle og gummiplantager. I havet ved Koh Libong kan du møde de truede søkøer, dugong. Du kan kombinere med nærliggende og mere besøgte øer som Koh Mook, Koh Ngai og Koh Kradan.
Sådan kommer du dertil: 20 minutters sejlads fra Hat Yao (40 km fra Trang by)
Bedste sæson: november-april
#3 Koh Kho Khao, Phang Nga-provinsen
En lille times kørsel nord for Khao Lak ligger den 16 km lange Koh Kho Khao så tæt på fastlandet, at havet ikke er bredere end en flod. Alligevel er du langt fra den store turisme. Vestkysten har smukke strande, mens østkysten er præget af mangroveskove, hvor du kan vandre på boardwalks og sejle i kajak. Øens midte er bl.a. landbrugsland og plantager. Her er flere resorts, og et ophold her kan kombineres med f.eks. elefantlejren Elephant Hills i Khao Soks jungle.
Sådan kommer du dertil: Du sejler få minutter fra Baan Nam Kem.
Bedste sæson: november-april
#4 Koh Mak, Trat-provinsen
I Koh Chang Marine National Park ligger den 10 km lange ø Koh Mak. Her er skønne strande, plantager med kokos og gummi, to fiskerlandsbyer og en herlig masse fred og ro. Langt de fleste af øens beboere beskæftiger sig med andet end turisme, hvilket er med til at give en autentisk stemning. Området er kendt for dykning og snorkling, og du kan kombinere med Koh Kood en times sejltur mod syd eller storebror Koh Chang mod nord, hvor du dog skal være forberedt på en del turisme i nogle områder.
Sådan kommer du dertil: Du sejler en time fra Laem Ngop på fastlandet.
Bedste sæson: november-april
#5 Koh Talu, Prachuap Khiri Khan-provinsen
200 km syd for Hua Hin ligger den familieejede ø Koh Talu. Øen er præget af klipper, hvor strandene gemmer sig i beskyttede bugter. Øens eneste resort, Koh Talu Island Resort, har stort fokus på bæredygtighed gennem nye fiskerimetoder, lokal uddannelse og brug af ressourcer. Der er igangsat projekter for at beskytte havmiljøet. Alene i 2008 blev der etableret 80.000 koralgrene som led i at genskabe revet. Resortet har et center, hvor havskildpaddernes æg beskyttes og udklækkes, hvorefter de små skildpadder sættes ud i havet. Du kan kombinere med f.eks. ferie i Hua Hin.
Sådan kommer du dertil: Du sejler 20 minutter i speedbåd fra fastlandet ved Bangsaphan.
Bedste sæson: november-april
#6 Koh Racha, Phuket-provinsen
Syd for Phuket ligger to tvillingeøer, ubeboede Koh Racha Noi og beboede Koh Racha Yai, der er kendt for sine smukke strande, der er beskyttet af klipper i de små og større bugter. Koh Racha Yai tiltrækker mange dykkere og snorklere, da der er koralrev ved øen. Her er en skøn fred, selv om Phuket er så tæt på. En kombination af de to er oplagt. Bedste hotel er The Racha, der er medlem af Small Luxury Hotels of the World.
Sådan kommer du dertil: 30-40 minutter i speedbåd fra Chalong Pier på Phuket.
Bedste sæson: november-april
#7 Koh Jum, Krabi-provinsen
I Andamanerhavet ud for Krabi ligger skønne Koh Jum, der er et strandparadis, som du nemt kan kombinere med øer som Koh Mook, Koh Ngai, Koh Kradan, Koh Libong og Koh Lanta. Den nordlige del er bjergrig med mange gummiplantager, mens den sydlige er mere flad. Øens højeste punkt, jungleklædte Khao Koh Pu, er en vandretur værd, for du belønnes med storslået udsigt mod bl.a. Phi Phi-øerne. Bedste hotel er Koh Jum Lodge med en autentisk Robinson Crusoe-stemning. Resortet består af 19 bungalower i træ, som er bygget på pæle over jorden og spredt ud i en palmelund.
Sådan kommer du dertil: Du sejler 45 minutter fra Leam Kruat Pier i Krabi.
Bedste sæson: november-april