Smag på Vietnam
Vietnams mad er frisk og velsmagende. Som mange andre steder i verden er den blevet til i samspil med de omkringliggende landes madtraditioner. Derfor kan du især i Nordvietnam smage noter af det kinesiske køkken, og længere sydpå finder du spor af den thailandske madkultur, både når det kommer til råvarer og smagskombinationer.
Samtidig har den franske kolonitid også sat sine spor, og derfor finder du i Vietnam både bedre kaffe og lækrere bagværk end mange andre steder i Asien. Fx er den berømte Banh Mi-sandwich blevet til, fordi de lokale tog den franske baguette til sig og fyldte den med alverdens aromatiske lækkerier, blandt andet gris, syltede grøntsager og krydderruter.
Den bedst kendte ret fra det vietnamesiske køkken er måske pho (som udtales føø) – en nærende suppe med nudler, oksekød og bunkevis af sprøde, grønne toppings. Pho stammer fra Hanoi, hvor den serveres ved lave plasticborde på gaden til sultne turister og lokale døgnet rundt.