Spanien Mallorca Puerto Pollensa Beach

Tre postkort fra Middelhavet

3 favorit ø'er: Sicilien, Kreta og Mallorca

Hvad du skal opleve og spise, og hvor du skal bo? Læs med her:

SICILIEN

Sicilien er en ø af enorme kontraster. Fra sorte vulkanske kyster til hvide sandstrande, fra fortidens ruiner til glamourøse luksushoteller og fra hjertelige pastaretter til is til morgenmad. Sicilien er noget for alle.

Sødt, surt og siciliansk

Har du en sød tand, vil du elske den sicilianske morgenmad. Begynd dagen med en brioche col tuppo (siciliansk briochebolle med en karakteristisk top) med citrongranité eller is, og føl dig som en ægte sicilianer. At det bliver eftermiddag, er ingen hindring for at fortsætte med de søde sager. Prøv cannoli fyldt med pistacie og ricotta eller cassatelle med chokolade. Om aftenen skal du spise grillet blæksprutte eller håndlavet linguine med skaldyr fanget samme morgen. Prøv også de traditionelle arancini (panerede og friturestegte risottokugler) eller den sicilianske fortolkning af pizza, sfincione, med tomat og brødkrummer.

Er du typen, der altid pakker vandreskoene med?

Så har Sicilien også noget for dig. At vandre gennem Etnas foranderlige vulkanlandskaber er selvsagt en stor oplevelse, som de fleste kan være med på. Udforsk også den spektakulære klippe ø Pantelleria, eller se de uspolerede strande omkring Trapani og Marsala på vestkysten og den dramatiske kyst i sydvest ved Ragusa, Modica og Noto. Trek også i naturreservatet Cavagrande del Cassibile, hvor du kommer gennem søer, vandfald og klippebassiner, du kan bade i.

Bo i Taormina

De idylliske brostensgader, balkoner med pink trillingranker og antikke græske amfiteatre gør Taormina til noget helt særligt. Her findes ikke overraskende den højeste koncentration af luksushoteller. Helt ud til egen strand ligger det historiske hotel Belmond Villa Sant’Andrea, der blev opført som en adelsfamilies villa på grænsen til de brølende 1920’ere, hvor livet skulle nydes i fulde drag – og det bliver det til stadighed. Tager du kabelbanen længere op i byen, ligger søsterhotellet Grand Hotel Timeo, hvor forfattere og intellektuelle som D.H. Lawrence, Jean Cocteau og Truman Capote yndede at bo.

En smeltedigel af kunst, historie og kultur

Sicilien har været besat af en række historiske stormagter, der på hver sin vis har sat et uudsletteligt aftryk, der stadig kan opleves overalt. Se de betagende græske ruiner i Valle dei Templi (Templernes Dal), den romerske kejservilla Villa Romana del Casale med sine enestående mosaikker, eller fordyb dig i kunstbevægelsen arte povera fra 1960’erne på Palazzo Riso i Palermo.

KRETA

Kreta siges at være fødestedet for de græske guders konge Zeus, og øen emmer af mytologiske sagn og spændende historie. Men mest af alt byder Kreta på solbeskinnet livsglæde for både store og små. Øen består af varieret natur med olivenlunde og små, farverige havnebyer.

De små tavernaer

Kretas små tavernaer er fyldt med autentiske madoplevelser med masser af friskfangede skaldyr, blæksprutte og fisk, grillede specialiteter, vilde urter og selvfølgelig tzatziki, feta og meze. Prøv også deres tærter med myzithra og søde fristelser som loukoumades – en form for honningdonut. Et sted, du skal prøve at spise, er på Milia Mountain Retreat oppe i det vestlige Kretas bjerge. Alle råvarer er økologiske og lokale, og både smag og omgivelser er helt enestående.

Domes of Zeen Chania – et eksklusivt resort, også for de mindste

Eu zen er det antikke græske begreb for en tilstand af absolut velvære, og det er præcis, hvad der venter dig på Domes of Zeen Chania. Det trendy arkitekttegnede resort ligger direkte ud til stranden, og du bor i moderne pavilloner med lækkert design, privat pool og en gennemgående cool vibe.

Trekking i Samariakløften

Når eventyrlysten melder sig, så søg mod nationalparken Samaria Gorge. Her kan du vandre ad en 16 km lang rute, der tager dig igennem landskaber af enorme klipper, kløfter, floder, skove og et næsten ørkenlignende terræn.

Spinalonga

På den pittoreske og UNESCO-beskyttede ø Spinalonga lever Kretas rørende og dramatiske fortællinger fra fortiden. Fæstningen på Spinalonga er fra det 16. århundrede og har op gennem historien dannet hjem for flygtninge og oprørere under den kretensiske krig og senere som koloni for de spedalske, der blev holdt isoleret her.

Østens Venedig

Gå på opdagelse i den livlige og historiske havneby Chania, som venetianerne døbte Østens Venedig, og som emmer af historisk charme fra sin tid under Det Byzantinske Rige, venetianerne og Osmannerriget.

Søg mod strandene i syd

Nogle af Kretas bedste strande finder du på den sydlige del af øen. Særligt strandene i Ligres, Sougia og Kedrodasos er værd at opleve.

MALLORCA

Mallorca er en evig klassiker. Klimaet, strandene, bjerglandskaberne og den gode mad og afslappede atmosfære udgør de perfekte forhold for en skøn ferie. Samtidig er her altid noget nyt at udforske.

Kunstnerlivet i Deiá

Bjerglandsbyen Deiá har siden 1800-tallet dannet epicenter for spansk og europæisk kunst og kultur. I de snoede gader finder du de karakteristiske okkerfarvede stenhuse med bugnende blomsterhaver og små butikker med bedårende kunsthåndværk. Ønsker du at bo her, skal du vælge det elegante og tidløse Belmond La Residencia, der i sine charmerende omgivelser byder på en af øens største skulpturparker samt originalværker af den spanske surrealistiske kunstner Joan Miró.

Cap de Formentor

Du belønnes med en fantastisk udsigt fra Mallorcas nordligste punkt, Cap de Formentor. Herfra tager bjergets snoede veje dig ned til den smukke strand Playa de Formentor.

Det billedskønne Puerto de Sóller

Puerto de Sóller ligger helt ud til Middelhavet og ved Den Gyldne Dal, der er kendt for sine søde appelsiner. Tag den gamle sporvogn ind mod Sóller gennem byens torv, der omkranses af store træer. Und dig selv det mallorcinske køkkens største specialiteter med alt fra Sóller-rejer og iberisk skinke til paella og friskpresset olivenolie.

Cala Figuera

Se den lille fiskerby Cala Figuera, hvor pinjetræerne og de charmerende små huse står direkte ud til vandet. Ved omkring femtiden kommer de lokale fiskere ind med alverdens fisk, blæksprutter og sågar hajer. Er du i området, kan du bade på den smukke lille klippestrand Es Calo des Moro.

Middelalderbyen Pollença

Er du på de kanter, er Pollença absolut et besøg værd. Se stenbroen, der har strakt sig over kløften Torrent de Sant Jordi siden Romerrigets tid, og tempelriddernes kirke Església de Nostra Senyora dels Àngels. Gå den smukke tur ad bjergstien til klostret Santuari de la Mare de Déu del Puig og ad de 365 trappetrin op til kapellet på toppen af højdedraget. Det føles som en pilgrimsvandring, og du bliver belønnet med en skøn udsigt. Er du her om søndagen, kan du ikke undgå at blive fristet af markedet på Plaça Major.

Lørdagsmarkedet i Santanyí

Om lørdagen i Santanyís travle, smalle gader lokker alverdens mallorcinske specialiteter, kunsthåndværk, blomster og vintagetøj. Et sandt sansebombardement af farver, liv og dufte.

Tilbage til Rejseinspiration

Se forrige artikel

Se næste artikel

Rangali Finolhu Island Drone Shot

Få inspiration i din indbakke

Skriv dig op til nyhedsbrev og deltag i konkurrencen om at vinde et rejsegavekort på 5.000 kr. Læs vores konkurrencebetingelser.