Om rejsen
Mauritius er et af de steder, vi kan vende tilbage til igen og igen. Den lille ø midt i Det Indiske Ocean rummer et kuperet landskab præget af en utrolig variation og farverigdom – fra de lokkende bølger i tusind nuancer af blå til de ildrøde flammetræer, der pryder øens vejkanter.
Fra Danmark til Mauritius er der kun 2-3 timers tidsforskel (afhængigt af årstiden), og her møder du et multikulturelt samfund med god infrastruktur og lav kriminalitet.
På Mauritius finder du flotte bjerge, hyggelige kystbyer og ikke mindst det fantastiske Indiske Ocean, som på grund af øens størrelse aldrig er langt væk. I, på og ved vandet er der mulighed for både surfing, sejlads, dybhavsfiskeri og en smule snorkling, men også afslapning på stranden eller et soldæk på en båd. Mulighederne er mange!
Mauritius er oplagt for dig, som gerne vil kombinere afslapning og aktiviteter – og vi er sikre på, at du bliver lige så glad for øen, som vi er!