Route 66 - "The Mother Road"

USA - Chicago, Grand Canyon, Las Vegas, Los Angeles

  • Gangsterbyen Chicago og bluesmusikkens højborg, St. Louis
  • New Mexico og Arizonas ørkner med Grand Canyon
  • Spillebyen over dem alle, Las Vegas i Nevada
  • Strandliv i surferparadiset Santa Monica

Mere amerikansk end en køretur ad den legendariske Route 66 bliver det ikke. Turen begynder i gangsterbyen Chicago og går så mod vest til blandt andet bluesmusikkens højborg, St. Louis, New Mexico og Arizonas ørkner, Grand Canyon til spillebyen over dem alle, Las Vegas, og afslutning i surferparadiset Santa Monica.

Flyv til Chicago og tag på en historisk rejse langs legendariske Route 66 - otte meget forskellige og utrolig spændende amerikansk stater venter forude. 

Historie er nøgleordet, når du begiver dig ud på en Route 66 kør selv ferie. Du får mulighed for både at opleve gangsterbyen Chicago, bluesmusikkens højborg St. Louis, New Mexico og Arizonas imponerende ørkenlandskaber for ikke at tale om vidunderet Grand Canyon. Turen slutter med underholdning, gambling og fantastisk shopping i Las Vegas og hvem ved, måske får du lyst til at lære at surfe i Santa Monica.

Den legendariske Route 66 skal køres fra øst mod vest og opleves bedst i perioden april til oktober. Nogle strækninger af Route 66 er nedlagt og andre er omlagt til motorvej, men omkring 80 % af den originale hovedvej ligger der endnu. Det kan være svært ikke at miste "overblikket" indimellem, fordi man vil opleve, at visse strækninger er voldsomt svære at finde. Medbring tålmodighed, eventyrlyst og et par gode kort, så har du alle ingredienserne der skal til for at få en succesfuld tur.
Læs mere

Rejseoverblik

  • OKT
  • NOV
  • DEC
  • 2018
  • JAN
  • FEB
  • MAR
  • APR
  • MAJ
  • JUN
  • JUL
  • AUG
  • SEP

USA

Chicago, Grand Canyon, Las Vegas, Los Angeles

15 nætter / 16 dage

fra kr. 0

Dette er et rejseforslag, som du kan skræddersy efter dine ønsker.
Prisen er baseret ud fra kombinationen af billigste afrejsedato ved to personer, der rejser sammen.

Priser og forespørgsel

Rejsens Indhold

Rejsemål

Chicago, IL Grand Canyon, AZ

Rejser til Chicago

Chicago har udviklet sig til en flot storby med spændende arkitektur, brede boulevarder, flotte parker og et rigt kulturliv.


Læs mere
Chicago, IL Grand Canyon, AZ Las Vegas, NV

Rejser til Grand Canyon

Til de store seværdigheder i USA hører Grand Canyon National Park i Arizona. Det er et ”must” at se solopgangen eller solnedgangen over Grand Canyons kløfter, skabt af Colorado-floden. Parken er en af de ældste i USA og regnes for et verdens store naturvidundere.

Læs mere
Grand Canyon, AZ Las Vegas, NV Los Angeles, CA

Rejser til Las Vegas

Midt i ørkenen dukker Las Vegas op, som et grotesk og enestående inferno af udklædte artister, larmende spillemaskiner, blinkende neonskilte, dyre biler, enorme hoteller og døgnåbne kasinoer.
Læs mere
Las Vegas, NV Los Angeles, CA

Rejser til Los Angeles

En rejse til Los Angeles er nærmest synonymt med Hollywood-stjerner, luksuriøse Beverly Hills villaer, shopping på Rodeo Drive, filmkulisser i Universal Studios og rutsjebaneture i Disney Land! Du får altså en helt speciel storbyferie fyldt med attraktioner.
Læs mere

Dagsprogram

Dag 1 - 2
Chicago
Dag 3
Springfield
Dag 4
St. Louis
Dag 5
Springfield
Dag 6
Tulsa
Dag 7
Oklahoma City
Dag 8
Amarillo
Dag 9 - 10
Albuquerque
Dag 11
Albuquerque - Gallup - Holbrook (373 km)
Dag 12
Flagstaff
Dag 13
Las Vegas
Dag 14 - 15
Santa Monica
Dag 16
Los Angeles

Dag 1 - 2

Chicago

Ankomst til Chicago

Ankomst til Chicago og transport til hotellet på egen hånd. Chicago er en by med en spændende historie og en musikalsk sjæl - fra den imponerende skyline til de tilrøgede lounges, hvor du kan høre jazz og blues. Chicago byder på lækkerbiskner for alle, der er interesseret i noget særligt. Hvis du interesserer dig for kunst, kan du besøge Art Institute of Chicago, der er hjemsted for en af de bedste og mest varierede kunstsamlinger i verden, herunder verdens største Monet-samling. Er du interesseret i arkitektur kan du besøge den mest prominente bygning i Chicago, Willis Tower, der måler 450 meter. En 70 sekunders elevator-tur bringer dig til toppen af tårnet på 103. etage, hvorfra man kan se Lake Michigan, den nordlige og sydlige del af byen, de omkringliggende forstæder, og på en klar dag kan man se dele af Indiana, Wisconsin og Michigan. En informativ udstilling illustrerer Chicagos historie og konstruktionen af tårnet. Besøg Millenium Park og se den berømte Kapoor skulptur, der er inspireret af flydende kviksølv, og som reflekterer Chicagos skyline. Den er blandt de største af sin slags i verden.


Dag 2 - Chicago

På denne dag har du mulighed for at nyde Chicago. Arkitekten Frank Lloyd Wright begyndte at bygge sin bolig i 1889, og i dag er hans hus åbent for offentligheden. Frank Lloyd Wright Home & Studio tilbyder guidede rundture, hvor du har mulighed for at se studiet og det private hjem, som han blev ved med at udvikle, således at det hele tiden passede til hans behov. Hvis du er sulten og samtidig har lyst til at nyde en spektakulær udsigt, bør du besøge John Hancock Center. Efter en 40 sekunders tur i John Hancocks elevator bliver du transporteret mange etager op over Chicago. Herfra kan du nyde udsigten fra byens tredjestørste bygning, og på en skyfri dag kan du se op til 128 km væk. Besøg Navy Pier, der siden 1916 har været hjemsted for militæret og en række særlige seværdigheder. Navy Pier byder på alt fra en IMAX-biograf til forestillinger udført af en Shakespeare teatertrup. Her kan du også overvære dans i den store balsal, tage en tur i det 15 etager høje pariserhjul (en kopi af hjulet fra verdensudstillingen i Chicago i 1893) eller slappe af til lyden af bølger, der skvulper mod søbredden. Nogle af de mest unikke kvarterer i Chicago er Chinatown og Little Italy. Begge områder byder på særlige kulturelle specialiteter samt familieejede restauranter og butikker. Denne aften bør du vove dig ind på en af de mange lounges, hvor du kan høre live-musik indenfor jazz- og bluesgenren. 


Læs mere

Dag 3

Springfield

Chicago - Bloomington - Springfield (332 km)

Hent din lejede bil, tag afsked med Chicago og kør mod Springfield for en enkelt overnatning. På vejen kommer du forbi byen Bloomington, hjemsted for den historiske Route 66 mindegade. Her vil du opleve rutens bevarede karakteristiske skilte og bannere på vejen mod centrum af Lexington. I fortsætter mod Springfield, der i 1837, med hjælp fra Abraham Lincoln, blev hovedstaden i staten Illinois. Abraham Lincoln boede i byen indtil 1861, hvor han blev Amerikas 16. præsident. Springfield's historie og fremtid var fra da af tæt forbundet med den muligvis mest berømte og mest elskede amerikanske borger. Besøg blandt andet byens nationale seværdigheder; Lincoln's hjem og gravsted. Du kan køre rundt i byen med den gamle Elijah Iles bus og opleve alle de historiske Lincoln seværdighederne, museer, Dana-Thomas-huset og statsbygningerne. 


Læs mere

Dag 4

St. Louis

Springfield - St. Louis (165 km)

På denne dag køres mod Missouri. Saint Louis er den største by på Route 66 mellem Los Angeles og Chicago. Den blev grundlagt ved bredden af Mississippi-floden i 1762 og blev kaldt "porten til vesten". Lewis og Clark forlod St. Louis på deres berømte rejse over uudforsket land til Stillehavet. Route 66 kom hertil i 1926 og videreførte traditionen med at rejse. Den berømte St. Louis porthvælving står her som symbol på erobringen af Vesten. I begyndelsen af 1900-tallet fik St. Louis international anerkendelse, da byen var vært for de Olympiske Lege og det første internationale luftballonkapløb. Union Station er et fantastisk eksempel på historisk bevarelse. Engang var stationen den travleste togstation i verden, og dens unikke arkitektur blev udformet efter middelalderbyen Carcassone i Sydfrankrig. I dag er stationen restaureret og fungerer som indkøbscenter. I St. Lous ligger mange historiske bygninger som eksempelvis Daniel Boone Home og Campbell House Museum. Du kan også tage dig tid til at besøge Grant's Farm. Denne farm tilhørte engang Ulysses S. Grant, Amerikas 18. præsident, men blev købt af Busch-familien for næsten 100 år siden. I dag er ejendommen omdannet til et dyrereservat. I en åben bus kører du forbi Mirror Lake til Grant's Cabin, der blev bygget af Grant i 1856. Kør forbi Deer Park og oplev bisoner, elge, antiloper, zebraer, lamaer og strudse. Og se de kendte Clydesdale-heste gå på græs ved siden af staldene. Omkring St. Louis finder du mange fortidslevn, heriblandt diners og tankstationer. Et godt sted at holde pause er ved Ted Drewes, hvorfra der er blevet solgt frossen vaniljecreme siden 1930. 


Læs mere

Dag 5

Springfield

St. Louis - Rolla - Springfield (349 km)

I forlader St. Louis og fortsætter på den historiske rute. Næste stop er Rolla, hjemsted for "Totem Pole Trading Post", fra 1933. Bemærk kantstenene på vejen, som skulle sikre, at trafikken blev på vejen, men i praksis får de bilerne til at vælte. Fortsæt mod Springfield, der har status som Route 66's fødested. Den 30. april 1926 blev navnet på den nye motorvej mellem Chicago og Los Angeles offentliggjort, og her er stadig spor efter den originale vej. De røde båse og den skinnende krom i de lokale dinere, stenhytterne og de nu nedlagte tankstationer har alle været vidner til udviklingen på Route 66. Springfield er en by, der blander fortid og fremtid. Det farverige bycentrum og den store plads er hjemsted for adskillige historiske begivenheder, og du kan nyde stemningen her, mens du udforsker loppemarkederne, butikkerne, natklubberne eller smager på det lokale køkken. 


Læs mere

Dag 6

Tulsa

Springfield - Joplin - Tulsa (290 km)

Forlad Missouri og kør mod den historiske by, Oklahoma. På vejen besøger du Dale's Old Route 66 Barber Shop, der ligger på hjørnet mellem Utica St. og Euclid Ave i Joplin, for at opleve den ægte nostalgi. Derefter fortsætter turen mod Tulsa. I 1920'erne var Tulsa en blomstrende by, der af mange blev døbt "Verdens oliehovedstad". Erhvervslivet blomstrer stadig på grund af luftfartsindustrien og en lang række store virksomheder. Arkitektur-fans må ikke gå glip af Art Deco facaderne på Philtower, Boston Building og Union Depot. Philbrook- og Gilcrease-museerne er begge steder for kunstelskere. Gilcrease har desuden en kopi af uafhængighedserklæringen. Hvis du har lyst til at prøve noget anderledes, kan du besøge de smukke omgivelser ved Oral Roberts University. Oklahoma er påvirket af indflydelsen fra den oprindelige befolknings kultur og historie, og i den forbindelse kan du besøge Cherokee Heritage Center på Tsa-La-Gi. Her kan du opleve Cherokee-livet, som det udfoldede sig før europæernes indflydelse. Du bliver vidne til dagligdags gøremål som madlavning, kurvefletning og våbenfremstilling og få et førstehåndsindtryk af fremstillingen af keramik og smykker. Mens du er her, må du huske at besøge museet og den gamle landsby samt Ho-Chee-Nee-kapellet og Cherokee Hall of Fame. Den elskede cowboy Will Rogers blev født i Tulsa, og ønsker du at vide mere om hans liv, kan du besøge hans fødested og mindesmærke. 


Læs mere

Dag 7

Oklahoma City

Tulsa - Oklahoma City (171 km)

Tag fra Tulsa denne morgen og kør mod Oklahoma City, der er en rigtig cowboy-by. Cowboy-stemningen kan opleves i Stockyard City, der blev grundlagt i 1910, og er populær på grund af de mange restauranter og butikker, der har speciale i Western-tilbehør som specialsyede støvler og sadler. Stockyards City ligger ved siden af Oklahoma National Stockyards, som er verdens største kvægmarked. Kvægauktioner, der er åbne for offentligheden, bliver afholdt mandage og tirsdage. Besøg National Cowboy Hall of Fame & Western Heritage Center. Historien og kulturen fra området bliver udstillet på flere forskellige måder i dette kæmpe museum. Malerier af de kendte kunstnere Charles Russell og Frederic Remington er højdepunkterne på Atherton Art Galley. The American Rodeo Gallery har soverum, en udstilling af brændejern og en samling af pigtråd. Tag en gåtur gennem Property Junction, der er en genopførelse af en autentisk grænseby i naturlig størrelse. Besøg den livlige Bricktown Canal, der er skabt ved at udgrave en gammel gade. Mange restauranter og klubber har bygget terrasser ud mod vandet for at udnytte udsigten, og vandtaxaer er populære som transport mellem cafeer, butikker og natklubber. Paseo Historic District er fyldt med gallerier, studios og restauranter i en historisk atmosfære, hvor forfattere, malere, keramikere, dansere og skuespillere holder til. Området kan minde om en spansk landsby med dens tage af lerfliser og stukkatur, og her er masser af muligheder for underholdning, shopping og kulinariske oplevelser. 


Læs mere

Dag 8

Amarillo

Oklahoma City - Shamrock - Amarillo (414 km)

I dag går turen mod Amarillo, med stop i byen Shamrock. I Shamrock besøger du U-Drop-In Restaurant og Service Station fra 1936. Besøg desuden Pioneer West Museum, der ligger i det historiske Reynolds Hotel, for at opleve livet som det var, dengang Route 66 var Hovedvejen. Herfra fortsætter turen mod Amarillo. Kombinationen af jernbaner og landbrug har gjort Amarillo til en hovedstad for kvægtransport. Selvom landbrug stadig er byens hovedindtægtskilde, har dens placering på Route 66 medvirket til, at byen også er blevet en turistdestination. I Amarillo må du ikke gå glip af Cadillac Ranch, der har 10 graffitimalede Cadillacs stående oprejst på en række med forenden i jorden. Skulpturen er udtænkt af Amarillo-milionæren Stanley Marsh III, hvis værker blev udført fra 1948 til 1963 i den 'amerikanske automobils guldalder'. Besøg Route 66 Historic District, der består af et stykke vej, der engang var en del af Route 66, men nu er fyldt med butikker, klubber og restauranter. American Quarter Horse Heritage Center & Museum viser udviklingen af den amerikanske quarter-hest fra kolonitiden til i dag gennem udstillinger videopræsentationer og live demonstrationer. Flere lokale tilbyder ture i hestetrukne vogne gennem kilometervis af ranch-land efterfulgt af en lækker middag. 


Læs mere

Dag 9 - 10

Albuquerque

Amarillo - Tucumcari - Santa Rosa - Albuquerque (461 km)

Forlad Texas og fortsæt ind i New Mexico. Først på ruten vil du passere byen Tucumcari og det bevarede Blues Swallow Motel med det karakteristiske neonlys samt Tucumcari Historical Museum, hvor man kan opleve byens legendariske fortid. Santa Rosa er næste stop på turen, hvor du ligeledes kan opleve Route 66's nostalgi. Herfra går turen videre mod Albuqueque, hvor du skal tilbringe de næste to nætter. Byen er New Mexicos største by og er fyldt med kontraster; gammelt møder nyt, naturskabte vidundere møder menneskeskabte vidundere og grænseby møder sofistikeret metropol. Også landskabet er kontrastfyldt, der findes både vældige bjerge og vidtstrakt ørken. Albuquerque er desuden en multikulturel by. Steder, der er værd at besøge, er den historiske Old Town, det trendy Nob Hill og Indian Pueblo Cultural Center. Tag en tur i Sandia Peak Tramway - verdens længste tur i lift. Turen tager 20 minutter, så der er rig mulighed for at nyde den fantastiske udsigt. Når du har nået toppen, har du mulighed for stå på ski, køre på mountainbike eller blot nyde udsigten. Der er restauranter ved foden og på toppen af bjerget. 

Dag 10 - Albuquerque - Santa Fe - Albuquerque

I dag kan du vælge at tage en smuttur til Santa Fe, den ældste hovedstad i USA. Santa Fe er flankeret af skæve gader og landsbyagtige bygninger, der giver området en historisk stemning. I centrum ligger en stor plads, hvor du kan finde butikker, restauranter og kunstgallerier. Santa Fe er en by med en stor blanding af kulturer, hvilket afspejles i de forskelligt udseende indbyggere og den forskelligartede arkitektur. Besøg Mission San Miguel, der er den ældste kirke i Santa Fe bygget i 1926. Kirken blev ødelagt under "Pueblo-opstanden" i 1680 og genopbygget i 1710. Du kan også se "Miraculous Stairway" ved Loretto-kapellet. Legenden om kapellet siger, at en tømrer på mystisk vis dukkede op for at bygge en trappe til loftsrummet. Utroligt nok brugte tømreren ingen søm eller stilladser til at bygge den snoede trappe, og han forsvandt, før han fik udbetalt sin løn. En bemærkelsesværdig udsigt kan ses fra The Cross of the Martyrs, der ligger på en lille bakke. Det står her til minde om de 21 franciskanermunke, der blev dræbt ved "Pueblo-opstanden". For et lille kig ind i historien kan du besøge "Oldest House", der kan dateres tilbage til 1766. Inde i huset er resterne af en spansk kriger, og du kan desuden opleve traditionel vævning. 


Læs mere

Dag 11

Albuquerque - Gallup - Holbrook (373 km)

Albuquerque - Gallup - Holbrook (373 km)

Kør fra Albuquerque via Gallup. Den lille by Gallup er blevet ødelagt af brande, men man kan stadig opleve den karakteristiske Route 66. Holbrook i Arizona har været en grænseby siden 1881. Den historiske vej, Route 66, tjente som en udvej, for dem der søgte en bedre fremtid efter Anden Verdenskrig. Tæt ved byen ligger området, hvor Navajo- og Hopi indianerne boede. Også tæt på byen ligger Petrified Forest National Park, der har en overflod af smukt farvede forstenede træstammer, der eksisterede for 225 millioner år siden. Den 44 km lange køretur gennem parken byder på en malerisk udsigt. Gør holdt undervejs for at tage billeder ved Rainbow Forest, Agate House og Blue Mesa. Dele af Painted Desert ligger inde i parken, og her kan du finde forstenede klitter i grå, røde, orange og gule farvetoner. Området er særligt smukt ved solopgang og solnedgang, hvor landskabet ser ud til at lyse i violette, blå, røde, og gyldne nuancer. Denne aften kan du udforske Holbrooks Main Street, hvor der er rig mulighed for shopping og en dejlig middagsoplevelse. 


Læs mere

Dag 12

Flagstaff

Holbrook - Winslow - Grand Canyon National Park - Flagstaff (419 km)

Denne morgen kører du mod Grand Canyon National Park, med stop i byen Winslow, hvor du kan du opleve the Old Trails Museum og Minnetonka Trading Post, hvis facade er lavet af forstenet træ. Derefter går turen mod den overvældende og fantastiske Grand Canyon; et af verdens allerstørste naturvidundere. Grand Canyon blev skåret ud af Colorado-floden gennem umindelige tider. Langs den sydlige kant findes en lang række vandrestier og udkigspunkter, der kan nås med bil eller bus. Besøg Bright Angel Lodge - en hytte hvorfra du kan opleve en fantastisk udsigt. Hytten er et historisk vartegn og her findes både galleri, restaurant og udstillinger, og det er muligt at komme på en guidet vandretur herfra. For de eventyrlystne er der mulighed for at tage guidede ture, både til fods og på muldyr, til Colorado River. Rafting ned ad floden er også en måde at opleve den imponerende kløft på. 


Dagens valgfrie aktivitet – pakken inkluderer
Helikoptertur til det nordlige Grand Canyon: Fra det forreste sæde i himlen kan du nyde Grand Canyons skønhed på det videste og dybeste sted gennem Dragon Corridor. Selv en hel dags vandring i canyonen kunne ikke vise dig alle stederne og højdepunkterne, som denne tur tilbyder: Den pragtfulde Kaibab National Forest, det imponerende Tower of Ra og den tilsyneladende endeløse strækning af kløfter og farver. 

Læs mere

Dag 13

Las Vegas

Flagstaff - Las Vegas (402 km)

Tag afsked med det naturlige vidunder, Grand Canyon, og kør mod Las Vegas. Selv om Las Vegas og staten Nevada ikke har noget at gøre med Route 66, er det sådan et imponerende højdepunkt, at det er værd at tage med. Las Vegas har noget for alle: Fra de vilde liveshows til de underholdende kasinoer, der aldrig lukker. Tag en gåtur ned ad Las Vegas Boulevard, der også er kendt som "The Strip". Hvert hotel og kasino har sit eget tema, og de er alle et stor udstyrsstykke. Tag en tur til toppen af Stratosphere Hotel Tower, der er den største bygning vest for Mississippi-floden. Du kan nyde en middag på Top of the World eller nøjes med at nyde udsigten fra observationsdækket. Du kan shoppe på et af de eksklusive hoteller som Caesars Palace, The Venetian eller Paris. Hvis du leder efter lavpris, kan du køre til et af de mange indkøbscentre, der har lagersalg med mærkevarer til discountpriser. Du må ikke gå glip af fontæneshowet på Bellagio Hotel, der består af en dramatisk kombination af majestætiske fontæner og musik, vand og lys. Showet bliver vist hver aften. Hvis du ønsker at se en anden side af Las Vegas bør du besøge Freemont Street. På denne historiske gade ligger butikker restauranter og kasinoer, og over dig kan du se et tag, hvor mere end 12 millioner lamper lyser op. Nyd en overnatning i Las Vegas. 


Læs mere

Dag 14 - 15

Santa Monica

Las Vegas - Barstow - Santa Monica (459 km)

Forlad Las Vegas glitter og neonlys og kør mod Santa Monica, hvor du har to overnatninger. Vejen går forbi Barstow, hvor man kan opleve Casa del Decierto (Ørkenhuset). Dette restaurerede Harvey House huser Route 66 Museum. Efter et kort stop går turen videre til Santa Monica, der både er en rolig kystby og en aktiv storby med oplevelser for både unge og gamle. Der er mulighed for at opleve strande, gallerier, natklubber, fitness, shopping og koncerter. Santa Monica er for de kulturelle, her kan man nemlig se 75 museer og gallerier samt gadekunst og gadeskulpturer. Besøg Santa Monica Pier, der engang var kendt som ”the finish line” på den berømte Route 66. Her er et akvarium, en forlystelsespark og den berømte Hippodrome Building, der er et mix af forskellige slags arkitektur som californisk, Byzantinsk og maurisk arkitektur, og som har været hyppigt benyttet i film.

Dag 15 - Santa Monica

Denne dag kan du bruge på stranden. Med den 5,5 km lange kystlinje og med over 300 dages solskin er Santa Monica et perfekt afslapningssted. Der er aktiviteter for alle, og svømning, surfing, volleyball og rulleskøjteløb er blandt de mest populære aktiviteter for strandenes besøgende. Om aftenen er der gode muligheder for fantastiske, kulinariske oplevelser. Santa Monica er fødestedet for det californiske køkken og for fusionskøkkenet, der er kendetegnet ved en kunstnerisk blanding af kulinariske stilarter og brugen af friske, økologiske ingredienser. Der er også mulighed for et besøg i nabobyen Los Angeles, hvor man kan opleve Hollywoods glimmer og glamour. Tag på shopping på den berømte Rodeo Drive og oplev luksusbutikkerne eller spis frokost på Venice Beach, der huser den berømte Muscle Beach, hvor det er mere interessant at kigge på mennesker end at ligge på stranden. 

Dagens valgfrie aktivitet – pakken inkluderer 
Lær at surfe på Santa Monica Beach: Nyd en 2 timers surfing-lektion på en af Amerikas mest berømte strande. Surfbræt, våddragter, flaskevand og personlig opmærksomhed er inkluderet i oplevelsen. Der skal mindst være to personer. 


Læs mere

Dag 16

Los Angeles

Santa Monica - Los Angeles (19 km)

Afgang til Los Angeles International Airport (LAX).


Læs mere

Praktisk info

Udfold alle punkter
  • Under din rejse i USA

    Nationalpark entré
    National Park Pass: www.nationalparks.org 

    Skal I besøge flere nationalparker, anbefaler vi, at I køber et National Park Pas, der koster ca. US$ 80. Det giver adgang til alle nationalparker, hvor entré opkræves, for et helt år. Der er 388 nationalparker spredt over hele USA. Omkring 80 % af indkomsten ved salg af disse kort går til en fond for nationalparkerne. Passet er gyldigt for ejermanden og yderligere 3 voksne i den samme bil. Er man flere i bilen opkræves et gebyr. Børn under 16 år er gratis. 

    Amerikanerne er stolte over deres nationalparker og ønsker at bibeholde deres oprindelige særpræg. Overhold reglerne i parkerne – efterlad ikke papir, flasker eller andet skrald og tag ikke noget med jer, der hører hjemme i parken. Gå kun på afmærkede stier og lad være med at fodre dyrene. På denne måde kan I hjælpe med at værne om parkerne. 

    Nærm jer aldrig vilde dyr. Tag billeder af dem fra sikker afstand i jeres bil. Lav ikke unødig støj. Det er farligt og også ulovligt at fodre vilde dyr i nationalparkerne - overtrædelse straffes med bøde. Fodres vilde dyr kan de miste evnen/lysten til selv at jage. Mange dyr mister også livet, når de ved deres tiggeri kommer for tæt på biler. De mister desuden deres naturlige frygt for mennesker og kan blive aggressive. Hjælp med at holde de vilde dyr vilde!

    Valuta
    Nationalbankens hjemmeside kan du se den seneste kurs på US Dollar.

    Drikkepenge
    Det er almindeligt at give 15 til 20% af regningens beløb i drikkepenge på restauranter og barer. 
    Taxachauffører forventer mellem 10 og 15%.

    Særlige forhold
    Tidsangivelse 

    I USA bruges 12-timers tidsangivelse (i modsætning til vores 24-timer) 
    Timerne fra midnat til middag er AM og timerne fra middag til midnat er PM. 
    Kl. 08.15 er 08.15 AM og kl. 20.15 er 8:15 PM 

    Dato 
    Datoformatet i USA adskiller sig fra det, der benyttes i Europa: 
    01/05/12 betyder: januar, den 5., 2012 
    Så man skriver altså måneden først efterfulgt af dag og år. 

    Vægt og mål 
    Miles til km x 1.61 
    Km til miles x 0.62 
    Ounces til gram x 28.35 
    Gram til ounces x 0.035 
    US gallons til liter x 3.79 
    Liter til US gallons x 0.26 

    Helligdage 
    Banker, skoler, postkontorer og offentlige kontorer er lukket de følgende dage: 

    New Years Day: 1. januar 
    Martin Luther King Jr. Day: 3. mandag i januar 
    Presidents Day: 3. mandag i februar 
    Easter/påskedag: Søndagen i påsken 
    Memorial Day: Sidste mandag i maj 
    Independence Day: 4. juli 
    Labor Day: 1. mandag i september 
    Columbus Day: 2. mandag i oktober 
    Veterans Day: 11. november 
    Thanksgiving: 4. torsdag i november 
    Christmas Day/juledag: 25. december

Afrejsedatoer, priser og forespørgsel

Klik på knappen herunder for at gå videre til afrejsekalenderen og priserne. Mange af vores rejseforslag kan du tilpasse, som du ønsker, med valg mellem flere forskellige hoteller, spændende udflugter og andre tilvalg.

Priser og forespørgsel

Kontakt os på

ferie@profilrejser.dk
/
77 33 55 00

Kasper, Kim, Marianne

Rejsekonsulenter, Profil Rejser

Vi kan hjælpe dig

Har du spørgsmål til rejsen eller ønsker du en specialdesignet rejse, kan vi selvfølgelig hjælpe dig - vi skræddersyr også rejser fra bunden af! Kontakt en af vores rejsespecialister og find frem til din drømmerejse.