Verdensunderet Chichén Itzá og Yucatáns hvide sandstrande
En af rejsens helt store oplevelser er uden tvivl vidunderet Chichén Itzá – en sand perle blandt verdens kulturskatte. Du ankommer tidligt, så du kan udforske stedet i de køligere morgentimer, og du undgår de værste menneskemængder.
Chichén Itzá er en stor mayaby omgærdet af lige dele mystik, ærefrygt og fascination over mayaernes forstand på matematik og astronomi. Kulkulcan-pyramiden, også kendt som El Castillo, er Chichén Itzás mest kendte af områdets monumentale bygninger, som inkluderer offerbrønde, boldbaner, hvor det legendariske Mesoamerikanske boldspil blev spillet, templer og observatorium.
Lad dig opsluge af den fortryllende atmosfære, når du på en guidet tur hører de dramatiske fortællinger om menneskeofringer og den fjerklædte drage. Efter rundvisningen er der også tid til, at du kan udforske området på egen hånd, inden kursen sættes retur mod strandhotellet og Yucatáns hvide sandstrande.