Om rejsen
Mauritius er en destination, vi kan vende tilbage til igen og igen. Den lille ø ligger midt i Det Indiske Ocean, men selvom øen er langt væk, er der stadig kun 2-3 timers tidsforskel afhængigt af årstiden. På Mauritius møder du et multikulturelt samfund med imødekommende lokalbefolkning, lav kriminalitet og en varieret og smuk natur med masser af farver. Den største attraktion på øen er uden tvivl det lokkende, turkisblå vand, som du på grund af øens beskedne størrelse aldrig er langt fra. Her er badevenlige temperaturer i luft og vand året rundt, og Mauritius er derfor oplagt til vandsport af alle slags: Sejlads, surfing og dybhavsfiskeri for bare at nævne nogle få.
I Mauritius’ hyggelige kystbyer finder du en tilbagelænet og charmerende kultur, hvor mange forskellige nationaliteter har fundet deres nye hjem. De forskellige kulturelle indflydelser kan ses i øens arkitektur, der især er præget af den franske kolonitid, smages i det mauritiske køkken, der bærer præg af både kinesisk, indisk og arabisk madkultur – og høres på øens stednavne, der klinger både tropisk og fransk.
Vi anbefaler en ferie på Mauritius til alle, og øen er et skønt rejsemål for både børnefamilier, par og solorejsende.
Skræddersyet rejse til Mauritius
Alt på denne rejse til Mauritius kan skræddersys efter dine drømme og ønsker. Tal med din rejserådgiver om eventuelle guidede udflugter, og ønsker du at opleve Dubai på vejen, kan det også nemt lade sig gøre.