Om rejsen
Krabi er et populært ferieparadis, der især er kendt for sine smukke og dramatiske natur med kalkstens-øer, der rejser sig op af havet. Desuden byder de omkringliggende små øer på mange fine strande. Fra Krabi har du rig mulighed for på egen hånd at tage på bådudflugter til de nærliggende øer og snorkle eller dykke i den farverige, forunderlige verden under havets overflade.
Krabi kaldes med rette den smukkeste af de sydthailandske provinser. Kyststrækningen er præget af fiskerlejernes pælehuse og moler. Landskabet er prydet med vidtstrakte ananas-marker, slanke gummitræer og buttede oliepalmer, og brydes af tårnhøje karstklipper og moskéernes gyldne kupler.
Oplev det med base på et håndplukket hotel i Krabi, og nyd strandlivet på de omkringliggende øer, som du kommer til med traditionel longtail-båd.