Ankomst til Malaysia og transport til hotellet
Denne morgen ankommer du til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, som ligeledes er konge- og parlamentsbyen for hele Malaysia.
KL, som byen populært kaldes, er en pulserende millionby, en inspirerende blanding af det ferske, pæne Singapore og det hektiske, kaotiske Bangkok. Men på en positiv måde er det lykkedes at forene det britiske ”Colonial Style”, ”China Town” og ”Little India” med de moderne skyskrabere i glas og stål, så alle stilarter og kulturer går op i en højere enhed. En by der skal ses, føles, smages og opleves.
Efter indrejseformaliteterne kører du til hotellet og resten af dagen er til afslapning og egne oplevelser. Slap af ved poolen eller udforsk området omkring hotellet.
Jalan Alor er også et besøg værd. Om aftenen omdannes den til et stort natmarked, hvor der handles med tøj, tasker, sko, smykker, ure, souvenirs, musik og dvd-film. Der er naturligvis også plads til frugtboder samt et væld af små gadekøkkener, hvor de velduftende grillede satayspyd tiltrækker både lokale og turister. Eller gå en tur i den mere rolige gade Changkat Bukit Bintang med et stort udvalg af restauranter og pubber.