
Værd at vide før din afrejse
ANKOMST:
Har du bestilt transport til hotellet vil du ved ankomst blive mødt af vores samarbejdspartner, som står med et skilt i ankomsthallen med enten ”Profil Rejser” eller dit/dine navn(e). Check in på hotellerne er oftest først muligt først på eftermiddagen. Ankommer du før og værelset ikke er klart, kan bagagen opbevares i receptionen.
HJEMREJSE:
Har du bestilt transport til lufthavnen vil vores lokale samarbejdspartner hente dig på hotellet. Tidspunkt vil blive oplyst enten på ankomstdagen eller dagen før hjemrejsen. Normalt har du værelset til sidst på formiddagen. Har du afrejse om aftenen og ønsker at beholde værelset, kan du betale for dette hjemmefra. Alternativ kan du spørge på hotellet, om det er muligt at beholde værelset til afrejse.
PAS OG VISUM:
Der kræves ikke visum til Grønland for danske statsborgere. Du skal fremvise gyldig billede identifikation i lufthavnene, og vi anbefaler at medbringe et gyldigt pas.
Bemærk: Det er den rejsendes eget ansvar at tjekke op på reglerne for pas og visumregler, da dette kan ændre sig med kort varsel.
VACCINATIONER:
Der er normalt ingen krav om vaccinationer ved rejser til Grønland.
REJSEFORSIKRING:
På ferien kan du blive syg eller der kan opstå andre situationer, hvor du får brug for hjælp.
Det tilrådes derfor at tegne en rejseforsikring, som dækker tyveri, beskadigelse af bagage samt udgifter i forbindelse med sygdom og hjemtransport. Har du endnu ikke tegnet en rejseforsikring, så hjælper vi gerne med både rådgivning og tegning af police.
TIDSFORSKEL:
Grønland har, som Danmark, sommer- og vintertid. Tidsforskellen mellem Danmark er derfor den samme året rundt, nemlig -3 timer.
INTERNET:
Internet er dyrt i Grønland, så HUSK at slå dataroaming fra på din mobil. På flere hoteller er internet gratis, ellers det muligt at købe internetpakker. Det er muligt at købe et SIM-kort med data – læs HER
CLUB TIMMISA:
Du kan med fordel blive medlem af Club Timmisa. Her får du al den information, du har brug hvis du rejser rejse med Air Greenland, mulighed for at checke ind og få boardingkort. Det er muligt at til downloade appen til telefonen.
MAD OMBORD PÅ FLYET:
Når du flyver med Air Greenland fra København til Nuuk er mad og drikke ombord inkluderet.
KLIMA:
Grønland ligger i den arktiske klimazone, og gennemsnitstemperaturen i den varmeste måned ikke er over 10 grader. Men klimaet er ikke det samme i hele Grønland. Der kan være ret meget forskel på klimaet i Nord- og Sydgrønland. Der er også stor forskel på klimaet ved kysten og inde i landet.
Den varmeste måned i Grønland er juli. Her er temperaturen 6-8 grader i gennemsnit. I Sydgrønland er temperaturen i juli i gennemsnit dog næsten 10 grader. Om vinteren er der meget større forskel på temperaturen i Nord- og Sydgrønland. Fx er temperaturen i januar i gennemsnit -6,0 grader i Qaqortoq og -8,6 grader i Nuuk. De ligger begge i Sydgrønland. Længere mod nord er temperaturen meget lavere. Fx er temperaturen i januar -19,3 grader i Kangerlussuaq og -12,6 grader i Ilulissat.
SNESCOOTER:
Du skal som minimum have kørekort til personbil, og være fyld 18 år, for selv at køre snescooter. Det er ikke nok at være 17 år og have kørekort til personbil. Fysisk kørekort skal fremvises ved turens start. Kørekort på telefonen accepteres ikke.
VALUTA OG KREDITKORT:
Der benyttes danske kroner i Grønland. I de større byer kan du betale med Dankort, VISA og andre gængse kreditkort som fx Eurocard/Mastercard. Der findes hæveautomater i de fleste større byer. Her kan du hæve kontanter på Dankort, VISA og Eurocard/Mastercard.
DRIKKEPENGE:
Dette forventes ikke, men som i Danmark er det god kutyme at give drikkepenge, hvis du har fået en god betjening og maden har været god. Det er også velanset at give turguider drikkepenge, hvis du føler, at du har haft en god udflugt.
ELEKTRICITET:
Grønland har 230 volt som i Danmark og benytter samme stiktyper.
TOLDREGLER:
Du må medbringe øl, vin og spiritus ved indrejse til Grønland.
Når du rejser til Danmark fra Grønland, kan du indføre varer til eget brug uden at betale afgifter. Der er dog grænser for, hvor meget alkohol og tobak du må tage med. Se evt. regler på www.skat.dk (vær obs på at Grønland ikke regnes EU-land).
VEJRSKIFTE I ARKTIS:
Generelt foregår al transport mellem byerne i Grønland enten med fly eller båd. Vejret i Arktis kan hurtigt skifte, og især flytrafikken bliver påvirket af forsinkelser, når vejrforholdene driller. Ved ændringer er det i første omgang flyselskabet som står for at ombooke jer til næste mulige afgang.
Er der grundet ændringerne behov for overnatning, er det ligeledes flyselskabet, som står for indkvartering og kostbilletter. I skal derfor henvende jer i lufthavnen og følge deres anvisninger. Vi er naturligvis klar til at hjælpe jer, hvis der opstår problemer som ikke kan løses på stedet, samt hjælper vedrørende eventuelle ændringer af øvrig transport, aktiviteter og overnatninger på jeres videre rejse.
FISKETEGN:
Det er et lovkrav for alle besøgende lystfiskere i Grønland og deltagere på fisketure.
I mange byer kan fisketegn købes på postkontoret, men det kan være vanskeligt i mindre byer eller ved banklukninger. Derfor er det en god idé at købe fisketegnet hjemmefra via bankoverførsel inden ankomst.
Sådan køber du fisketegn: Følg linket her
ADGANGSPAS TIL ILULISSAT ISFJORD:
I perioden 1. juni – 31. oktober skal alle besøgende have et adgangspas for at få adgang til Ilulissat Isfjord – et UNESCO Verdensarvsområde.
Adgangspasset er et engangsgebyr på 10 euro per person, som dækker hele dit ophold i Ilulissat og giver adgang til hele landområdet mellem byen og isfjorden – inklusive de populære vandreruter (gul, rød og blå).
Vigtigt: Adgangspasset er også nødvendigt, hvis du skal på udflugter til Sermermiut, da denne foregår inden for UNESCO-området.
Sådan køber du dit adgangspas:
• Følg linket: UNESCO SITEPASS 2025
• Vælg antal personer
• Indtast din e-mailadresse
• Gennemfør betalingen
Du modtager adgangspasset pr. e-mail, og det skal medbringes under dit ophold.
Indtægterne fra adgangspasset går til vedligeholdelse af stier, gangbroer og den daglige tilsyn med området.
Bemærk: Børn under 18 år, skolegrupper og grønlandske beboere er fritaget for betaling.
SE OGSÅ VEJRET I GRØNLAND
Profil Rejser ønsker en god rejse!

Drømmer du om Grønland?
Tag en snak med Merete eller én af vores andre rejseeksperter og få skræddersyet dit næste rejseeventyr i Grønland.






