
Sydvietnam
Naturen bliver ved med at overgå sig selv, når du begiver dig længere sydpå i Vietnam. Her løber Mekong-deltaet gennem junglen, havskildpadderne lægger æg på de små paradisøer, og vandfaldene bruser gennem landskabet. Kontrasten til Ho Chi Minh City er slående, for her mødes du af et inferno af lysende lanterner, støjende scootere og en liflig duft fra de mange gadekøkkener.

På Vespa-aftentur i ukendte gader
Det tidligere Saigon er en storby med svimlende 9 millioner indbyggere, så der er med andre ord rigeligt at udforske. Spænd hjelmen, sæt dig bagpå Vespaen og lad din chauffør vise dig de lokales Ho Chi Minh langt fra de store turistgader. Vi tør godt love dig en aften fuld af sjov, drinks, spændende småretter og til sidst livemusik på vietnamesisk manér!

Øgruppe med særligt dyreliv
Con Dao-øerne er uden tvivl Vietnams ukronede tropeparadis. Øerne er beskyttet som nationalpark og samarbejder med WWF om at bevare de mange sjældne dyrearter som kæmpeegern, havskildpadder og dygonger, som er en slags søko. På en vandretur i de frodige bjerge, eller iført snorkel i lagunen kan du være heldig at spotte nogle af de sjældne dyr.

Scenisk vandfald i syv etager
Området ved Dalat er kendt for sine mange frugtplantager, kaffefarme, blomsterparker og ikke mindst vandfald. En lille times køretur syd for byen ligger vandfaldet Pongour, som må siges at være vores favorit. Det 40 meter høje og 100 meter brede vandfald bruser ud over syv lag sandsten og er omringet af regnskov. Tag en soppetur og nyd naturen fra første parket.

Drømmer du om Vietnam?
Tag en snak med Birgitte eller én af vores andre rejseeksperter og få skræddersyet dit næste rejseeventyr til Vietnam.