
Mekong Home
Midt i det frodige landskab i Vietnams Mekong-delta finder du Mekong Home godt gemt fra storbyens hektiske liv. Her inviteres du til at opleve det autentiske liv langs floden, hvor cykler, bådture og hjemmelavede måltider giver et indblik i den lokale hverdag.
Mekong Home er ikke et hotel i klassisk forstand, men mere et intimt familiedrevet hideaway, hvor du inviteres indenfor til at opleve det autentiske liv langs floden.
Hotellet ligger tæt på byen Ben Tre og består af en lille samling charmerende bungalows, der smelter smukt ind i naturen. Alt er bygget i traditionel stil med respekt for lokale materialer og håndværk – og med omtanke for bæredygtighed og miljø.
Værelserne er enkle, hyggelige og indrettet med fine detaljer og udsigt til haven eller flodbredden. Her vågner du til lyden af cikader, rislende vand og måske en hane i det fjerne. Værtsfamilien byder dig varmt velkommen og giver dig en fornemmelse af at være gæst i deres hjem.
Maden er en vigtig del af oplevelsen. Hver dag serveres der hjemmelavede vietnamesiske retter lavet med friske råvarer fra området. Du kan også selv få fingrene i gryderne og deltage i en madlavningskursus eller tage på cykeltur gennem små landsbyer og grønne kokospalmer.
Oplev Mekong Home
Vi har sammensat et rejseforslag hvor du bor på Mekong Home, men alt kan skræddersys efter dine ønsker og behov, så du får præcis den rejse du drømmer om.
At bo på Mekong Home føles som at være gæst hos en vietnamesisk familie – hjerteligt, uformelt og tæt på den lokale hverdag.





















