Få et tilbud
Sri Lanka Profil Rejser

Vejret på
Sri Lanka

Hvornår er det bedst at rejse til Sri Lanka?

Du kan rejse til Sri Lanka hele året, men da Sri Lanka er en ø og påvirket af havstrømme og monsuner, der kommer fra forskellige retninger i forskellige perioder, kan der være forhold i vejret, som du med fordel kan tage hensyn til, når du planlægger din rejse til Sri Lanka.

Vinterhalvåret er højsæson med flest gæster. Men bedste sæson skal jo ses ud fra, hvad du gerne vil opleve. Vil du gerne på hvalsafari, er det bedst fra december til april, men vil du gerne se elefanternes vandring i Minneriya, skal det ske i den tørre periode, der er om sommeren. Det er nemlig vandhullerne og frodigheden – eller manglen på samme – der får dem til at vandre. Mange rejser til Sri Lanka går til Den Kulturelle trekant med bl.a. Løveklippen Sigirya. Her er oftest godt vejr med mest nedbør i fjerde kvartal, oktober-december.

Sri Lanka ligger mellem 5° og 10° nord for ækvator. Derfor har Sri Lanka tropisk klima med temperaturer på 26-30 °C året rundt – i højlandet dog 15-20 °C. Badevandet holder en behagelig temperatur på 27 °C hele året. Med tropisk klima følger masser af sol, men også muligheden for at møde en byge, uanset om du er i den tørre eller våde periode. Sådan er troperne. På samme måde kan du også nyde dejligt vejr i de våde perioder.

Hvornår blæser monsunen på Sri Lanka?

Monsunen blæser fra nordøst i perioden december-januar og lidt ind i februar. Det betyder, at de østlige og nordlige kyster har mest nedbør og vind i denne periode, hvor det så er mest tørt i syd og vest.

I sommermånederne maj, juni, juli og august blæser monsunen fra sydvest. Derfor har de sydlige og vestlige kyster mest nedbør og vind om sommeren, mens der er mest tørt i nord og øst. Når monsunen står ind på en kyst, kan havet være uroligt, og badning fra visse strande frarådes i perioder. Tal med din rejserådgiver om de bedste strande på Sri Lanka, når du skal afsted.

Sri Lanka ligger i krydset mellem Det Arabiske Hav, Den Bengalske Bugt og Det Indiske Ocean. Derfor er der en risiko for cykloner. Der går dog normalt flere år mellem, og hvis det sker, er det typisk i månederne december og januar. Heldigvis går cyklonerne oftest uden om Sri Lanka.

Vejret Batticaloa (øst)

Bedste tid at rejse: maj – september
Mellem oktober og januar rammer monsunen “Maha” de nordlige og østlige dele af Sri Lanka. I denne periode vil der være kraftige storme, regn- og tordenbyger.

vejret i batticaloa på sri lanka

Vejret Colombo (vest)

Bedste tid at rejse: december – marts
Hovedstaden Colombo bliver fra maj til august ramt af monsunen “Yala”, der kommer sydvest fra. I denne periode vil der være kraftige regn- og tordenbyger.

vejret i colombo sri lanka

Viste klimatabeller er baseret på middelværdier fra officielle meteorologiske vejrstationer. Disse data er indsamlet af Climate Data. For yderligere oplysninger henvises også til Udenrigsministeriets rejsevejledninger