
Nogle gange er det selve natten, der bliver den største oplevelse. For rundt omkring i verden findes der steder, hvor din seng er omgivet af noget helt unikt. Steder, hvor omgivelserne er helt særlige og noget udover det klassiske hotelværelse. Her kan drømmene næsten ikke blive mere eventyrlige end det, du vågner op til…

AURORAHYTTE MED GLASTAG
Wilderness Hotel Inari , Finsk Lapland
At sove under den nordlige nattehimmel i en Aurora Cabin hos Wilderness Hotel Inari er en ganske særlig oplevelse. Disse hytter har opvarmede glastage, som giver frit udsyn direkte fra sengen til stjernehimlen og – hvis du er heldig – får du også lov til at se det betagende nordlys. Hytterne er indrettet med komfortable dobbeltsenge eller enkeltsenge og har eget badeværelse med bruser. Nogle hytter har desuden privat sauna eller en indendørs pejs, der tilføjer et strejf af arktisk luksus.

LUKSUSTELTE I ØRKENEN
Caravan Agafay, Agafay-ørkenen, Marokko
En ægte glamping-oplevelse i den magiske stilhed i Agafay-ørkenen, hvor du sover i elegante og rummelige telte, der er indrettet med autentiske detaljer og moderne bekvemmeligheder. Glæd dig til mørket falder på og afslut dagen med at beundre den klare nattehimmel i lejrbålets skær. Eventyret fortsætter når du vågner.med kamel-
ridning, quad biking og vandreturei den endeløse ørken.
Foto: Kleinjan Groenewald

ET VÆRELSE AF IS
Icehotel ,Svensk Lapland
Oplev den 35. udgave af ishotellet i Nordsverige. Hvert år fryses vand fra den nærliggende elv til store isblokke, der hugges og stables, og til sidst bliver til et arkitektonisk mesterværk af is. Kunstnere fra hele verden bliver også inviteret til at udsmykke værelser og interiør, så der hvert år venter dig en ny oplevelse og atmosfære. Overnat i et af isværelserne, som er udhugget i is og med en temperatur på -5 til -8 grader. Du holder dig varm, når du kryber ned i en termo-sovepose, og rensdyrskindet herunder beskytter mod kulden nedefra.
Foto: Chris Pancoe & Peter Hargraves

I EN BOBLE MED 360 GRADERS
PANORAMAUDSIGT
KAZ Insolite, Les Makes, Réunion
Drøm dig væk under en funklende stjernehimmel på
KAZ Insolite, der ligger i bjergområdet Les Makes på Réunion. Denne unikke overnatningsoplevelse kombinerer komfort og natur i en uforstyrret oase langt fra byens larm. Du bor i en af de futuristiske ’bobler’, der giver dig en 360-graders panoramaudsigt over bjergene og nattehimlen – perfekt til stjernekiggeri.

SOV I EN ÆGTE IGLO
Iglo Lodge, Grønland
Du kører 15 km ud i vildmarken i bæltekøretøj for at udforske islandskaberne
i snesko og på snescooter. Som inuit-kulturens folk har gjort det gennem hundredvis af generationer, når de var på fangst, skal du overnatte i en iglo. Du har en varm sovepose og ligger på isolerende lag, madras og rensdyrskind under den isolerende snekuppel. Du er i ét med naturen og får en oplevelse for livet.
Foto: Eric Lee & Trevor Traynor

I TOPPEN AF FYRET
Hotel Brosundet, Ålesund, Norge
At overnatte i Molja Fyr hos Hotel Brosundet i Ålesund i Norge, er en unik og romantisk oplevelse. Dette historiske fyrtårn, også kendt som værelse 47, har i over 150 år guidet skibe sikkert i havn. Nu er det omdannet til et eksklusivt hotelværelse. Når mørket falder på, kan du høre bølgerne slå mod molen under fyrtårnet og om morgenen leveres en morgenmads-kurv direkte til fyrtårnets dørtrin med lokale delikatesser.
Foto: VagaFoto 62°NORD
