Rå og spektakulær natur på Svalbard
Vores hjerter smeltede i 20 graders frost på Svalbard
Mie Højlund og Althea Reinhardt er professionelle håndboldspillere i Odense Håndbold og har begge allerede et imponerende håndbold-CV trods deres unge alder. De er BFF (Best Friends Forever), og ud over den fælles passion for håndbold er begge både vilde med og afhængige af rejser, vandreture og udendørsaktiviteter. I december er der ofte lidt længere pauser mellem håndboldkampene i Kvindeligaen, og det var derfor oplagt at sende Mie og Althea på nordlysjagt på Svalbard.
En drøm der gik i opfyldelse
En af vores største drømme har altid været at køre med hundeslæde. Den drøm gik i opfyldelse på Svalbard. Vi ved slet ikke, hvordan vi skal forklare, hvor særlig en oplevelse det er. Nu er vi jo begge ud over at være inkarnerede friluftsmennesker også store dyreelskere.
Vi var en lille gruppe, der skulle køre med hundeslæde, og vi blev bare mødt af ekstrem glæde fra de nuttede hunde. Hundene, som skulle trække os, blev udvalgt specielt til os to, fordi det er vigtigt, at personligheder og temperament stemmer overens. Det er en fornøjelse at se, hvor meget de nyder deres job. Hundene trippede for at komme afsted. Det var imponerende at opleve guiden styre hundene kun ved hjælp af stemme og ord. Hundene lystrede ordene: Start, stop, højre og venstre. Vi fik også lov at styre hundeslæden. Det var en superfed oplevelse! Landskabet og stilheden (hundene hyler og gøer ikke, mens de arbejder) er spektakulært, og der er meget få ord, der kan beskrive det hvidklædte landskab.
Turen tog ca. 1 ½ time – en helt passende længde, for det bliver rigtig koldt. Selv øjenvipperne fryser til is. Vi havde ikke lyst til at tage tilbage til hotellet, men heldigvis blev vi inviteret til campen, hvor guiderne og ejerne, som faktisk var danskere, boede. Der var ekstremt hyggeligt med små træhytter og julelys. Men det bedste af det hele var de sødeste små hvalpe, der lå og ventede på os, og vores hjerter smeltede fuldstændigt.
Svalbard er kronen på det arktiske Norge
Øgruppen Svalbard ligger halvvejs mellem det norske fastland og Nordpolen. Et isrige, der består af uberørte fjorde og takkede bjergtinder, og hvor bestanddelen af isbjørne er større end antallet af mennesker. Det er koldt, men ikke uudholdeligt takket være den varme Golfstrøm, der bevæger sig så langt nordpå. Klimaet er derfor overraskende mildt med markante årstider og med et varieret og særpræget dyre- og planteliv. Det bedste tidspunkt at tage til Svalbard på er faktisk hele året. Men jagter du det grønne dansende nordlys, er det optimalt at rejse hertil fra slut-oktober til midt-februar.
Jeg tror, vi begge var rigtig spændte på, om vi bare ville fryse hele tiden. Vi tjekkede vejrsituationen en del gange hjemmefra, og da vi landede, viste termometeret minus 20 grader. Men det føltes slet ikke så slemt, som vi havde forventet og frygtet. Vi havde lag på lag af tøj på, som gjorde, at vi følte os varme det meste af tiden.
Et moderne Klondike
Den historiske mineby Longyearbyen er Svalbards hovedby og var større, end vi havde regnet med, starter Althea med at fortælle. Der var en utrolig hyggelig stemning, hvor de farverige bygninger og den ene lillebitte gågade var udsmykket med julelys. Og så var byen overraskende moderne. Men vigtigst af alt er Longyearbyen udgangspunkt for de enestående oplevelser, du kan og skal opleve, når du tager til Svalbard. Der er nærmest kun ét firma, Hurtigruten, som udbyder ekskursioner. Der er utallige udflugter og aktiviteter at vælge imellem, og du vil bare gerne på dem alle og opleve så meget som muligt, mens du af sted, siger Mie sukkende. Vi vil derfor klart anbefale at bestille og planlægge alt hjemmefra, så du kun skal fokusere på at nyde, nyde og nyde, mens du er der. For Svalbard er virkelig særligt.
I december måned oplever du naturfænomenet nordlys. Det var også vores mission og mål, men vi anede ikke, at der var så mange interessante måder at opleve det grønne lys på, fortæller Mie. Althea tilføjer: Vi fik oplevet det på bedst mulig vis. Vi var heldige, for intet er jo givet på forhånd. Det hele er på naturens betingelser.
På bæltevognssafari for at jagte nordlys
Vores første nordlysjagt var i en bæltevogn. Målet for turen var Adventdalen, som er et af de bedste steder at opleve fænomenet. Da bæltevognen var sikkert parkeret, bevægede vi os i samlet flok med vores guide i front hen til hans yndlingsspot. Vi blev forkælet med snacks og noget varmt at drikke, og han underholdt med at kaste kogende vand over hovedet, som frøs til is med det samme. Første gang han gjorde det, blev jeg virkelig nervøs, siger Mie, for du kan ikke forestille dig, at vand kan fryse til is så hurtigt. Vi holdt også lige vejret en ekstra gang, da vi nåede skiltet, som markerede, at vi nu bevægede os fra civilisationen ud i isørkenen, og dermed var chancen for at møde isbjørne relativt stor, da der faktisk er flere isbjørne end mennesker på Svalbard. Forventningerne var høje, men vi var heldige, for vi havde den smukkeste klare stjernehimmel den aften, fyldt med stjerneskud og til sidst også vores første nordlys.
Billede: @Hurtigruten Svalbard
Når det eneste lys i miles omkreds kommer fra snescooteren
Endnu en førstegangsoplevelse og en stor en af slagsen for os var at køre på snescooter. Vi fik først en lille lektion i reglerne og guidning i, hvordan vi skulle styre snescooteren. Da vi havde fået udstyr på og var klar til at køre, satte vi afsted. Mørket omsluttede os hurtigt, og der var kun lyset fra snescooterne, som lyste op. Der var et par stop undervejs, hvor der blev fortalt lidt om den barske natur, vi befandt os i. Vi var også heldige at se rensdyr på vejen samt et svagt nordlys. Det fedeste var de lange strækninger, hvor vi kunne give den ekstra gas.
Den fulde Svalbard-oplevelse
Der er rig mulighed for at smage nordiske specialiteter, når du opholder dig på Svalbard, fortæller Althea. Vi er begge af den holdning, at selvom det måske ikke altid lyder eller ser lige indbydende ud, så skal vi smage de lokale specialiteter. Derfor havde vi også booket bord på restaurant Huset hjemmefra, der er særlig kendt for sin nordiske smagsmenu. Der blev disket op med rensdyr, sæl, pighvar, fjeldrype og meget mere. En af retterne var dækket af kul, da Svalbard er kendt for sine kulminer. Vi skulle grave vores mad frem af den lille sorte dynge med en ske. Vi fandt ikke guld, men en velsmagende dessert.
Historietime på Camp Barentz og spektakulært nordlys-show
Hvis du elsker historie, så er denne tur lige noget for dig. Begge nikker igen simultant, og Althea fortsætter: Vi blev samlet op ved vores hotel og kørt ud til den fineste lille træhytte. Træhytten er en tro kopi af Willem Barentz’ hytte, en opdagelsesrejsende, som byggede hytten, da han og hans besætning blev fanget af naturen på Svalbard i 1596. Der var et hyggeligt bål inde i midten af hytten, som spredte duften af røg og opvarmet rensdyrsuppe, som vi slubrende nød til entusiastisk historiefortælling. Det var en magisk aften, som blev afsluttet med det klareste nordlys på hele rejsen. Det var så imponerende at se det smukke grønne lys danse lystigt på himlen. Bedre afslutning kunne vi ikke have bedt om på vores Svalbard-eventyr, slutter Mie af med.
Der er mange overnatningsmuligheder i Longyearbyen. Vi var heldige at bo på verdens nordligste ’full service’-hotel. Ud over at alle på hotellet var virkelig flinke, så mener de rent faktisk full service: Du kan bede dem om at vække dig, hvis der er nordlys!
Fakta om Svalbard
Den hurtigste måde at nå Svalbard og Longyearbyen i det nordlige Norge er fly til Oslo og så fly videre til Longyearbyen, 3½ time stik nordpå.
Der er tre sæsoner på Svalbard, som hver især byder på unikke naturoplevelser: Polarnat, hvor det er mørkt 24/7 i ca. fire måneder. Det er i denne periode, man kan spotte nordlys. Solvinter er her, hvor lyset vender tilbage, så der både er dag med pastellys og nat med nordlys. Sidste sæson er polarsommer med midnatssol, hvor solen aldrig går ned.
Bestanddelen af isbjørne anslås til 4.000-6000.
Svalbards samlede indbyggertal er 2.500.
Vil du også afsted til Svalbard?
Tøv ikke med at tage fat i Mogens, som hjalp Mie og Althea med at planlægge deres tur eller en af vores andre rejserådgivere og hør nærmere om hvordan vi kan skræddersy din Svalbardrejse.
Rå og spektakulær natur på Svalbard
Få inspiration i din indbakke
Skriv dig op til vores nyhedsbrev og deltag i konkurrencen om at vinde et gavekort til Profil Rejser på 5.000 kr. Læs konkurrencebetingelser her