
Værd at vide før din afrejse
ANKOMST:
Har du bestilt transport til hotellet, vil du ved ankomst blive mødt af vores samarbejdspartner, som står med et skilt i ankomsthallen med enten ”Profil Rejser” eller dit/dine navn(e).
Check in på hotellerne er oftest først muligt først på eftermiddagen. Ankommer du før og værelset ikke er klart, kan bagagen opbevares i receptionen.
HJEMREJSE:
Har du bestilt transport til lufthavnen vil vores lokale samarbejdspartner hente dig på hotellet. Tidspunkt vil blive oplyst enten på ankomstdagen eller dagen før hjemrejsen.
Normalt har du værelset til sidst på formiddagen. Har du afrejse om aftenen og ønsker at beholde værelset, kan du betale for dette hjemmefra. Alternativ kan du spørge på hotellet, om det er muligt at beholde værelset til afrejse.
PAS OG VISUM:
Se pas- og visumregler på din rejseplan.
Bemærk: Det er den rejsendes eget ansvar at tjekke op på reglerne for visum, da dette kan ændre sig med kort varsel.
VACCINATIONER:
Kontakt rejseklinik eller egen læge – gerne mindst 6 uger før afrejse – for vejledning om nødvendige vaccinationer. Er der særlige krav til vacci- nation, vil det fremgå af dine rejsedokumenter.
REJSEFORSIKRING:
På ferien kan du blive syg, eller der kan opstå andre situationer, hvor du får brug for hjælp.
Det tilrådes derfor at tegne en rejseforsikring, som dækker tyveri, beskadigelse af bagage samt udgifter i forbindelse med sygdom og hjemtransport.
Har du endnu ikke tegnet en rejseforsikring, så hjælper vi gerne med både rådgivning og tegning af police.
TIDSFORSKEL:
Tidsforskellen mellem Danmark og Cambodja variere alt efter om Danmark har sommer- eller vintertid. Sommer: +5 timer / Vinter: +6 timer.
PÅKLÆDNING:
Cambodja er overvejende et buddhistisk land. Der er en udbredt tolerance og afslappede omgangsformer.
Blufærdigheden er dog større end i Danmark og især i templer og på offentlige steder bør man ikke klæde sig for udfordrende. Den traditionelle hilsen er at man fører hænderne sammen foran brystet og bøjer hovedet let.
Shorts (ikke for korte), sommerkjoler, T-shirts og ærmeløse bluser kan for det meste anvendes.
Vær særligt opmærksom på beklædningen, når templer og helligdomme besøges. Hovedbeklædning skal aftages i templer. Her bør tøj dække skuldre og knæ og ikke virke stødende.
Det er altid en god idé at medbringe en trøje til evt. kølige aftener og til at ”beskytte sig mod” aircondition.
VALUTA OG KREDITKORT:
Den lokale valuta hedder Riel (KHR). Det er ikke muligt at veksle til KHR hjemmefra. Cambodjas anden valuta er US-dollars, som accepteres overalt.
Danske kroner kan være svære at få vekslet, så det anbefales at der medbringes US-dollars eller Euro som så veksles til lokal valuta. Der kan hæves og veksles penge i lufthavnen eller i hæveautomater. Ligeledes kan kreditkort benyttes på de fleste hoteller og større restauranter og forretninger.
Det er en god idé at medbringe en passende mængde af små sedler (Riel eller USD) til at betale med i taxa, på lokale markeder, restauranter osv.
DRIKKEPENGE:
I Cambodja er det almindeligt og god skik, at give drikkepenge til chaufføren, piccoloen, rengøringsdamen, tjeneren osv. Dog kun, hvis du er tilfreds med servicen. Piccoloen, der bærer kufferten til værelset, vil sætte pris på 1 USD. På restauranter og barer lægges typisk 5-10% oven på regningen.
ELEKTRICITET:
Cambodja har 230 volt som i Danmark. Der er tre typer stik i Cambodja. Stik til tre flade ben (som de engelske), stik med to flade ben og stik som vi kender dem her i Danmark. Det anbefales derfor, at medbringe en adapter.
VAND:
For at være på den sikre side anbefaler vi, at du kun drikker vand på flaske og ikke fra hanen.
REJSEVEJLEDNING:
Husk altid at holde dig opdateret om din destination, og se den officielle rejsevejledning på Udenrigsministeriets hjemmeside.
SE OGSÅ VEJRET I CAMBODJA
Profil Rejser ønsker en god rejse!

Drømmer du om Cambodja?
Tag en snak med Birgitte eller én af vores andre rejseeksperter og få skræddersyet dit næste rejseeventyr til Cambodja.






