Nordisk gastronomi
I 2004 gik en sammenslutning af nordiske kokke sammen om at udgive Det nordiske køkkenmanifest. Her var nedskrevet ti visionære målsætninger om at gentænke, revitalisere og udvikle det nordiske køkken. Visioner, der må siges at være indfriet tifoldigt. Tænk blot på trestjernede Michelin-restauranter herhjemme som Noma og Geranium, der ved brug af Nordens bedste råvarer fra hav og land, forfinelse af traditionelle teknikker og innovativ nysgerrighed har skabt nye, hæderkronede smagsuniverser. Men det er selvfølgelig ikke kun her til lands at du kan opleve ekstraordinær nordisk gastronomi. I de mest betagende, øde egne venter dig fortryllende madoplevelser. Se blot her.
Færøerne: Fjeld og hav på en tallerken
Er du både et ægte madøre og en stor naturelsker? Så tag til Færøernes 18 grønne øer, hvor du kan opleve fjeldene og det brusende Atlanterhav på udflugter og på din tallerken. Thorshavn har trods sin størrelse flere fremragende restauranter som nyfortolker Færøernes kulinariske arv, råvarer og tilberedningsformer.
Glæd dig særligt til at smage traditionelt fermenteret fisk og kød, der lufttørres udendørs, samt det eminente færøske lam. Smagfuldt og mørt som få andre steder i verden. Fra det kolde Atlanterhavs dybder præsenteres du for torsk, laks, skaldyr, søpindsvin og hummere i absolut topklasse. Især på restaurant ROKS og Ræst.
Island: Hvor der er haj og hummer på menuen
Reykjavik er blevet en sand drømmedestination for alverdens foodies. Og med god grund. Her er 15-20 virkelig gode restauranter, hvor kvaliteten af råvarer overstiger prisen med flere længder. Med en diæt bestående af vilde bær og planter samt vand fra rislende kilder udvikler Islands fritgående lam en usædvanlig velsmag i de kuperede landskaber. Fisk og skaldyr har altid været en vital del af islændingenes kost ogt, stegt, røget eller grillet. Særligt den islandske hummer er en evig favorit, og skulle du komme forbi den islandske flække Stokkseyri, venter en formidabel bisque på restaurant Fjöruborðið. Ønsker du en helt autentisk madoplevelse? Så prøv Hákarl, en fermenteret og traditionel delikatesse af grønlandshaj. Det smager… Ret specielt! Så er du advaret.
Norge: Traditioner og innovation
Fra de dybe skove plukkes vilde urter, svampe og bær. Fra fjorde og hav fanges torsk, laks, kongekrabbe og østers. Norge er blevet en central del af den ny nordiske gastronomiscene. Både i byerne og ude i landskaberne falder en stjerneregn af sublime anmeldelser over de nytænkende restauranters mageløse smagsoplevelser, hvor traditionelle teknikker udfordres og lokale råvarer hyldes.