“Jeg mærker Laplands arktiske kulde i kinderne og næsen, indånder den reneste luft, verden kan forkæle mig med og suser gennem snelandskaber i hundeslæde og på snescooter. Jeg ser nordlyset danse mellem stjernerne på himlen over mig. Møder samerne og deres kultur. Og jeg elsker det!“
Af Merete Back Kristensen
Rejseekspert i Arktiske egne
Mærk friheden og føl, du lever
Kalenderen siger novmber. En tid, hvor man bare trænger til at komme ud og væk. Til at mærke friheden og føle, man lever. For mig betyder det ud i arktisk natur med langt til horisonten og højt til himlen. Jeg har boet både i Grønland og på Island, så det er lidt som at komme hjem at tage til den finske vildmark. Og så alligevel ikke. Alt er nyt. På den ene side er det nemt, for oplevelserne er så eventyrlige, og billederne siger så meget. På den anden side er det svært, for Lapland er noget, du mærker helt ind i sjælen. Og den følelse kan ikke beskrives i ord. Den skal du opleve selv.
Tre hotte i det kolde
Baggrunden for rejsen er en studietur med mine kollegaer Uffe og Birgitte. Ja, heldige os. Men hvis vi skal rådgive dig om det rigtige sted at bo og de bedste oplevelser for dig, skal vi jo have prøvet det hele selv. Have set værelserne på hotellerne. Smagt på maden. Og nogle vil nu tilføje, at vi også burde have rullet os i sneen i badetøj, for snebadning er også en af oplevelserne, der tilbydes, men lige her kan vi godt forestille os det uden at prøve. Man har vel indlevelsesevne. Hele omdrejningspunktet for vores tur var oplevelser i området omkring den store sø Inari i finsk Lapland. Her flere hundrede kilometer nord for polarcirklen ligger fire skønne lodges, som skulle tjekkes ud. Vi fik hurtigt sat navn på de opdagelsesrejsende: Tre hotte i det kolde.
Kender du lyden af arktisk sne?
Når du træder ud af flyet i Ivalo-lufthavnen, så tag en dyb indånding som noget af det første. En af dem, hvor du suger hele verden ind i lungerne. Du mærker friskheden, mens isen sætter sig i dine små næsehår. Ja, sådan nogle har jeg også. Og læg så mærke til lyden af sneen, når du går. Den knirker med en helt særlig sprødhed. Jeg er sikker på, at går man på strømpesokker, vil det ikke sætte sig fast.
Men hvad med kulden, tænker du måske nu med et lille gys. Det er minus 20 grader, da vi lander, men ellers ligger temperaturen på minus 7-8 grader. Men luften er tør, og det blæser sjældent, så det føles ikke som derhjemme. Men selvfølgelig: Tag varmt tøj med inkl. uldent undertøj. Når du er fremme på hotellet, får du udleveret polartøj inkl. støvler, handsker og styrthjelm, så du er klar til udflugterne.
Vores besøg ligger i den sidste tid på året med rigtige solnedgange, før polarnatten tager over. Og vi får set de smukkeste af slagsen. Når solen ikke længere kommer op over horisonten, er her dog stadig 3-4 timer med dagslys. Og mørket har det store plus, at det jo er her, du kan se nordlyset. Se vejret i Lapland her
Du kan se fakta om turens fire lodges nederst her på siden. Gennemgående for de fire steder er den fantastiske følelse af at være i nærkontakt med naturen. De er alle smukt og rustikt indrettet med den helt rigtige stemning, men de er samtidig meget forskellige.
Nogle er perfekte til romantik og tosomhed, mens andre er velegnede til familier med f.eks. de store lejligheder på Wilderness Hotel Nellim, der oprindeligt var en landsbyskole. Hvor du skal bo, afhænger af dine ønsker. Vil du have sauna på værelset? Panoramavindue mod sne og nordlys? Måske din egen hytte?
Det er skønt at komme hjem, tænde op i pejsen og finde lidt spil eller gode bøger frem.
Man skal gemme det bedste til sidst, men….
Jeg ved godt, man skal gemme det bedste til sidst, men mon ikke du hænger på alligevel, hvis jeg starter med det her? Det er aften på Wilderness Hotel Nangu, der ligger i de smukkeste omgivelser langt ude på landet ved bredden af Inarisøen. Vi kører på snescooter ud på søens is. Det er mørkt. Som i fuldstændig mørkt. Himlen er – desværre – overskyet, men vi kan se små øer stikke op over isen hist og pist. Vi stopper nogle gange for at nyde stilheden. Hvornår har du sidst mærket total stilhed? Det er velgørende for sjælen.
Nordlys over Inarisøen
Efter to timer stopper vi endnu en gang. Og så sker det. Himlen begynder langsomt at åbne sig. Millioner af stjerner kigger frem over os. Og er der ikke noget, der flimrer lidt deroppe? Vi finder mobilerne frem og ser på himlen gennem kameraet, for kameraer er meget bedre end det menneskelige øje til at fange nordlys. Og jo, det sker. Lige nu. Nordlyset kommer frem og danser for os. WOW! Naturen er så forunderlig, og man er så taknemmelig, hver gang den deler sin magi med en. Inde på land står skovens træer som sorte silhuetter. Jeg forestiller mig The White Walkers fra Game of Thrones komme ud af mørket mod mig. De var dog heldigvis ikke her den aften. Nordlyset er fremme i to timer. Imens kører vi tilbage til lodgen og op på en bakke for at se ud over søen. Det er sådan nogle øjeblikke, hvor man er glad for at være til.
Blåbærgryde og varm saft i vildmarken
Vi er på flere snescooterture undervejs. Fra Wilderness Hotel Inari kører vi ud på søen om morgenen med rensdyrgryde i en hytte på vejen, mens vi fra Wilderness Hotel Muotka, der tidligere var en feriekoloni for ansatte i det finske postvæsen, kører i skoven med varm blåbærsaft og spændende fortællinger i en tipi på vejen. Hvor hurtigt vi kørte? Efter forholdene, naturligvis.
Bare dig og mig imellem kan jeg dog godt afsløre, at vi prøvede at køre 70 km/t på søen. Ingen bliver dog presset til at køre hurtigere, end de har lyst til, og grupperne sammensættes efter det.
Hundeslæde i den hvide verden
Jeg er vild med hundeslæder. Jeg har selvfølgelig prøvet det ”hjemme” i Grønland mange gange, men jeg bliver aldrig træt af det. Det er så autentisk og en nagelfast del af de arktiske kulturer. I Lapland er det hunde af husky-racen, der benyttes. De ved, hvad der venter, når vi kommer ud til dem om morgenen ved Wilderness Hotel Muotka. De er helt elektriske og vil ud at løbe hurtigst muligt. I det øjeblik vi starter, bliver de til gengæld helt stille. Vi hører suset af mederne, der skærer gennem sneen, mens vi bevæger os gennem skoven.
Man er to om hver slæde. Den ene står og styrer. Den anden sidder og hygger. Og holder udkig efter rensdyr, som vi fik set. Der lever også bjørne og ulve her, men de holder sig langt væk. Det kunne da ellers have været meget sjovt at hilse på den del af de lokale beboere også. Hvad siger du? Slæderne er nemme at bremse, hvis du skal se noget eller skifte førerhund. Og de ledsages på afstand af guider på snescooter. Du ser dem, og det er trygt, men du hører dem ikke. Sneen på træerne og jorden absorberer lyden.
Wilderness Hotel Inari
Når du bor på især Wilderness Hotel Inari, har du gode muligheder for også at få indblik i samernes kultur. Lodgen ligger kort fra byen Inari, der kaldes samernes hovedstad. Her ligger det samiske natur- og kulturcenter Siida med spændende udstillinger, og du kan besøge det samiske frilandsmuseum. Du kan også tage med til en rensdyrfarm og høre om samernes liv i dag. Det er en af de skønne ting ved at rejse. Mødet med andre kulturer.
Jeg ved godt, at jeg lovede ikke at bruge meget plads på selve hotellerne, men nogle gange kan en overnatning blive en oplevelse i sig selv. På Wilderness Hotel Inari kan du f.eks. overnatte i en hytte med glastag. Når du trykker på en knap, varmes ruden op, så sne og is forsvinder. Herefter kan du lægge dig på sengen og studere stjernehimmel og også nordlys, hvis du er heldig. Det er for vildt.
På Wilderness Hotel Nangu kan du bede om at overnatte ude på den kæmpe Inarisø. De trækker så en hytte efter en snescooter langt ud på isen. Her er ingen andre bortset fra måske nogle fisk under dig. Forestil dig en bryllupsrejse, hvor den ene nat er her. Tæt på hinanden. Tæt på naturen. Langt fra alt andet. Hvis du hørte et suk lige nu, er det bare mig, der drømmer.
Hvad er Inarisøen?
Inarisøen 350 km nord for Polarcirklen i Lapland er Finlands tredjestørste sø på 1.040 km². Det er to gange Falster. Gennemsnitsdybden er 15 meter, og søen er normalt dækket af is fra november til juni.
Er du intereseret i flere spændende facts om Lapland, så vil Merete med glæde fortælle dig mere.
Gennem mere end 25 år har Merete skabt uforglemmelige minder for sin lange skare af trofaste kunder
De stoler blindt på hende, når hun kaster dem ud på enten snescooter, hundeslæde, sejlture, snorkling eller safari. Merete har selv boet på Island i et år og i Grønland i syv, og selvom hun ikke har tal på, hvor mange gange hun har været netop her, får hun stadig et helt særlig sug i maven, når hun skal afsted igen. PS. Vil du vide, hvor du får den bedste hummersuppe i Island eller have adressen på en iglo i Grønland? Spørg Merete.
Merete skræddersyer rejser til de arktiske egne, men også safari i Afrika og strandferier i hele verden. Tag en snak med Merete, eller en af hendes kollegaer i vores arktiske team og få skræddersyet dit næste rejseeventyr mod nord.