Ved Tamarin-bugten på det vestlige Mauritius ligger Maradiva Villas Resort & Spa 5* lige ud til stranden med bjerget Tourelle du Tamarin som frodigt bagtæppe. Resortet er medlem af Leading Hotels of the World og til dig, der søger det sublime i alt fra indkvartering og service til gastronomi.
Du er tæt på naturoplevelser i Black River Gorges og Chamarel Seven Colored Earth, hvis du kan løsrive dig fra stranden og din store poolvilla.
Maradiva Villas Resort Spa
De 65 luksuriøse villaer på Maradiva Villas Resort & Spa smyger sig ind i vegetationen i den mere end 100.000 m2 store tropiske have. Alle villaer er smagfuldt indrettet, og alle har egen pool. Du kan vælge mellem udsigt til havet og til haven.
Profil Rejser anbefaler Luxury Suite på 163 m2 med 15 m2 pool og kæmpe terrasse, men hør også om Exclusive Suite på 220 m2 med 25 m2 pool og Presidential Suite på hele 345 m2 med 56 m2 pool, stue, to soveværelser og 24/7 butlerservice.
Du kan se frem til gastronomiske oplevelser på Maradiva Villas Resort & Spa. Hovedrestauranten Cassine, som udelukkende har a la carte menu, har både lokalt og internationalt køkken, mens Haiku er japansk, når det er mest delikat, suppleret af thailandske og indonesiske specialiteter. I romantiske Cilantro kan du nyde det moderne indiske køkken. Både Cilantro og Haiku har smart casual dresscode. Skal det være mere afslappet og let, så søg mod den hyggelige strandbar Lantana, der også byder på afslappet underholdning.
Stemningen er på samme tid eksklusiv og afslappet, og børn er hjerteligt velkomne. Her er børneklub, fitnesscenter og en lang række inkluderede vandsportsaktiviteter såsom vandski, paddle board, kajak og windsurfing. Und også dig selv et velgørende besøg i Maradiva Spa. Kort derfra er Tamarina Golf Club med 18-huls championship par 72 bane.
- Direkte ved stranden
- Lufthavn: 50 km