Jetwing Mahesa Bhawan
Gemt væk i en stille sidegade i hjertet af byen Jaffna, i den allernordligste del af Sri Lanka, ligger Jetwing Mahesa Bhawan. En charmerende villa, der har næsten 100 år på bagen. Villaen er restaureret i prompt og pragt med stor respekt for fordums tid, og er en ægte perle, hvor der bliver taget virkelig godt hånd om dig. Den fine swimmingpool i den hyggelige villahave er en lille oase, hvor du kan komme helt ned i gear efter dagens udflugter og sightseeing.
Villaen har blot 4 pragtfulde værelser, der hver især er opkaldt efter Sri Lankas dyr og fugle, og du er ikke i tvivl om hvilket værelse, du er blevet tildelt, da de smukke vægmalerier af hhv. elefanter, aber, påfugle og flamingoer pryder værelsernes vægge på en subtil og sofistikeret måde. Det er fantastisk at træde ind i de rummelige værelser, der er indrettet i moderne tidløst design.
I den sofistikerede spisestue serveres dine veltilberedte måltider på tidspunkter, du ønsker. Du skal blot aftale det med det utroligt søde, opmærksomme og imødekommende personale, der yder en meget personlig service i de luksuriøse omgivelser. Dine måltider tilberedes i et autentisk køkken i ægte Jaffna-stil, og består af områdets kulinariske favoritter. Og hver dag købes der friske råvarer på byens lokale markeder.
Man kan ikke andet end at glæde sig til et ophold på Jetwing, der formår at skabe en eksklusiv og personlig stemning på samme tid.
- Centrum: 2 km