Glæd dig til at gå på opdagelse på den gæstfrie, smilende og spirituelle ø
Hvorfor ligger der små offergaver overalt på Bali? Hvad er det egentlig, der foregår, når du kører forbi lange processioner på vejene? Og hvad betyder det, når de lokale står og overøser sig selv med vand i templerne?
Den balinesiske befolkning ærer alle aspekter af livet gennem utallige ceremonier, traditioner og hellige processioner og ritualer. Ikke noget under, at Bali oftest bliver kaldt for ’gudernes ø’. Størstedelen af balineserne følger stolt den hinduistiske trosretning, der over hele øen dyrkes flittigt og på daglig basis.
Flere gange, når vores Bali-eksperter har besøgt den spirituelle tropeø, har de overværet og er blevet inviteret med til at tage del i de hellige handlinger, som finder sted på gader og strande, i templer og landsbyer. Alle er nemlig velkomne til at observere og deltage. Du skal bare sørge for at være klædt passende på, især til tempelbesøgene (ben og skuldre skal være dækket til).
I denne rejseguide beskrives 5 ceremonier, hvor du får et indblik i symbolikken og betydningen.
Glæd dig til at gå på opdagelse på den gæstfrie, smilende og spirituelle ø. Og husk, selvom balinesernes engelskkundskaber er gode, bliver de rigtig glade, hvis du har lært et par lokale ord. De mest brugbare er ’selamat siang’, som betyder goddag, og ’terima kasih’, som betyder tak.
#1 CANANGSARI – OFFERGAVER
Et fast element i den balinesiske hverdag er offergaver. Det vrimler faktisk med dem overalt i byernes gader og templer, ved indgangsdøren til private hjem og på husmure. De ligner små æsker, flettet af banan- og palmeblade, og er fyldt med f.eks. ris, blomster, frisk frugt og tobak. Via offergaver udtrykker du taknemmelighed og ære til den vigtigste hindugud, Sang Hyang Widhi Wasa, livets skaber.
#2 NYAMBUTIN – DÅB
Nyfødte babyer betragtes som guder, der har direkte kontakt med ånderne. Derfor må de ikke røre jorden i deres første tre levemåneder, for hvis det sker, mister de den spirituelle forbindelse. Når babyerne fylder tre måneder, fejres det af hele familien med en stor fest for at markere dagen for jordforbindelsen.
#3 METATAH – TANDFILING
Denne ceremoni udføres, når en balineser når puberteten, og har til formål at reducere og skabe bedre balance ved egenskaberne grådighed, begær, jalousi og vrede. Det er landsbyens ældste, der styrer tandfilen.
#4 NYEPI – STILLEDAGEN (NYTÅRSAFTEN)
Dette er en af de vigtigste dage i den balinesiske kalender. Det meste på øen er lukket ned i 24 timer. Stilheden skal udnyttes til selvrefleksion og fordybelse, da det er svært ellers at gøre i den travle hverdag, og balineserne skal på bedst mulig vis følge fire leveregler, der indeholder forbud mod at spise, fysisk arbejde (undtagen åndelig udrensning), at rejse og alle former for underholdning.
#5 TIRTAEMPUL – RENSELSESRITUAL
Hvis balineserne har brug for at rense krop og sjæl, besøger de vandtemplet Tirta Empul. Her er to rituelle badebassiner med 30 haner, hvorfra der fosser helligt og rensende vand. Det er vigtigt at komme under alle 30 haner, og du går altid fra venstre mod højre. Balineserne tror også, at vandet kan rense dig for negative tanker og mareridt.
#6 NGABEN – LIGBRÆNDING
Det er vigtigt, at den afdøde renses ved hjælp af ild, inden han eller hun overgår til ’den anden side’ og reinkarnation. Ceremonien foregår ved alle Balis landsbyers lokale gravsteder. Der bliver bygget et kæmpe bål, hvor den afdøde brændes (i kiste) foran landsbyens beboere. Kremeringen foregår på en bestemt dato, der er sat af landsbyens overhoved. Det er en glædelig begivenhed, fordi den afdøde snart opnår nirvana.
Birgitte Willumsen
Rejseekspert, Bali
Drømmer du om Bali?
Tag en snak med Birgitte eller én af vores andre rejseeksperter og få skræddersyet dit næste rejseeventyr til Bali.