
Nyd Krabi hele året
Tropeparadiset Krabi er oplagt til ferie året rundt, og er især kendt for sine små, grønne kalkstensøer, der dramatisk hæver sig i det turkisblå hav. På øerne omkring Krabi finder du dejlige sandstrande og grønklædte, stejle klippesider.
Krabi kaldes med rette den smukkeste af de sydthailandske provinser. Kyststrækningen er præget af fiskerlejernes pælehuse og moler. Landskabet er prydet med vidtstrakte ananasmarker, slanke gummitræer og buttede oliepalmer, og brydes af tårnhøje karstklipper og en moskés gyldne kupler.
Krabis omkringliggende strande er et paradis for både soldyrkere og vandhunde, og de lodrette klippevægge er en ægte cliffhanger-udfordring for klatrere. Med en base på et hotel i Krabi kan du nyde strandlivet på øerne, sejle med en longtailbåd til tropeøerne Koh Phi Phi eller til Koh Hong, én af Thailands smukkeste øer.
Du kan vælge at flyve fra Bangkok direkte til Krabi. Turen varer knap to timer.
Få inspiration til din Krabi-rejse her
Se vores rejserforslag til Krabi

Drømmer du om Krabi og Thailand?
Tag en snak med Alice eller én af vores andre rejseeksperter og få skræddersyet dit næste rejseeventyr i Thailand.

Naturparker i Krabi
Når turen går til Krabi er der flere naturområder, du kan besøge, blandt andet to nationalparker og et dyrereservat. Nationalparken Than Bok Koranee mod nord byder på terrassevandfald og kalkstensgrotter med hulemalerier. I Khao Phanom Benca nationalparken finder du den fugtige tågeskovs tætte vildnis og vandfald. Tæt ved nationalparken er Krabis mest berømte tempel Wat Tham Sua, ”Tigergrottens tempel”.
Lavlandsskoven Khao Nor Chu Chi i det sydlige Krabi er populær blandt ornitologer. Samtidig byder Krabi-området på fantastiske muligheder for snorkling og dykning.

Blødt sand og vand i grønne nuancer – Krabis strande
På rejser til Krabi finder du utrolig smukke kystlandskaber og en sand perlerække af drømmeagtige tropeøer. Både Ao Nang og Hat Nopparat Thara er gode udgangspunkter for ture til kalkstensklippeøerne i Andamanerhavet, til Laem Phra Nang (Railay) og til Koh Phi Phi-øerne. De fleste hoteller på Krabi er samlet omkring strandene Ao Nang, Klong Muang og Railay cirka en halv times kørsel fra Krabi by. I modsætning til den stille og fredfyldte Klong Muang-strand, har Ao Nang-stranden en del restauranter, barer og butikker. Ao Railay er ubetinget den smukkeste af de tre strande, men her kommer du kun til og fra med longtailbåde fra Ao Nang-stranden.
Tubkaak stranden er smuk og rolig beliggende midt i en betagende natur. Fra stranden er der en storslået udsigt til de små Hong-øer, en flot solnedgang og imponerende klippeformationer.
Syd for Ao Nang-stranden ligger Ao Railay, en lille tange/halvø med mægtige kalkstensklipper, gode udkigssteder, huler og de dejligste hvide sandstrande inden for gåafstand. Her er fire strande – Tonsai, Railay vest, Railay øst og Phra Nang. Phra Nang-stranden er flere gange blevet kåret som én af verdens flotteste. Sandet er blødt, vandet har grønne nuancer, og klipperne hænger ud over vandet, hvilket gør stranden virkelig unik. I den ene ende af stranden er der en rød klippe, som nærmest danner en hule.

Alt på din rejse skræddersyes
Ud fra dine ønsker og drømme tilrettelægger, booker og koordinerer vores rejseeksperter din rejse ned til mindste detalje. Derfor kalder vi rejserne, du ser, for rejseforlag. De danner nemlig blot udgangspunktet for hvad, der kan blive til din rejse, når du har valgt til og fra.