Hua Hin – afslapning, golf og natmarked
Hua Hin er til dig, der vil slappe af under den thailandske sol i køreafstand fra Bangkok og samtidig have byliv og mange tilbud lige om hjørnet. Hua Hin har været kongefamiliens foretrukne ferieresidens, siden de i 1920 opførte et sommerpalads. Stranden er lang, men forvent ikke en kvalitet som ude på Thailands paradisøer. Af samme grund har mange hoteller store poolområder.
Thailands uovertrufne golfparadis
Vi må hellere advare om, at danske golfbaner aldrig bliver helt det samme, efter du har svunget golfkøllen i Hua Hins tropiske omgivelser. Du har naturligvis din egen caddie, så du kan koncentrere dig om det vigtigste – at spille golf. En af banerne grænser op til en regnskov med drillesyge aber, og på flere af de andre er der havudsigt undervejs.
Fredfyldte templer og vilde dyr
I området omkring Hua Hin finder du mange templer som Wat Ampharam inde i byen og Khao Takiab for enden af stranden, hvor du hurtigt får selskab af de lokale aber. En lille time mod syd kan du tage på udflugt til Phraya Nakhon-grotten med det smukke tempel, der står som en scene fra en Indiana Jones film. Kører du ind i land herfra kommer du til nationalparken Kuiburi med Thailands største koncentration af vilde elefanter og mange andre vilde dyr.
Tag på marked døgnet rundt
I Hua Hin afløser det ene marked bogstaveligt talt det næste – og du kan finde nærmest alt, hvad hjertet begærer. Skræddersyet tøj til billige penge, smukke sjaler, kunsthåndværk, eksotiske frugter og sjove souvenirs. På natmarkedet Cikada kan du spise udsøgt street food og høre livemusik til langt ud på de små timer.