Klima

Vejret i Island

Den bedste tid at rejse til Island er efter vores anbefaling i perioden maj-september. Her får du en kølig, men mild sommer. Det er også i denne periode, du kan opleve midnatssol. Island kan dog sagtens besøges året rundt, og derfor er det bare med at komme af sted.

Island befinder sig på grænsen mellem den tempererede og den polare klimazone og får varme fra golfstrømmen. Derfor har Island kølige somre og relativt milde vintre, hvilket kommer bag på mange. Temperaturerne ligger mellem 15 °C om sommeren og ned til -5 °C om vinteren. Dog holder temperaturen sig ofte omkring frysepunktet i de koldeste måneder.

På Island opstår der tit pludselige forandringer i vejret, og derfor kan du opleve al slags vejr på én og samme dag. For eksempel kan det være solskin og forholdsvist varmt i vejret det ene øjeblik, mens det pludselig bliver koldt med blæst, regn eller sne det andet.

Vil du opleve midnatssol, skal du besøge Island i juni-juli, hvor solen aldrig helt går ned. Til gengæld er der kun få timer med dagslys i vinterhalvåret.