Thomas Elsgaard – Salgschef

Thomas Elsgaard


Ansat i Profil Rejser siden 2013


Tjek Ѵ
Jeg har dykket med farverige fisk i Australien, Ægypten, Thailand, Indonesien og Malaysia. Set solopgang ved Taj Mahal, sejlet på krydstogt i Caribien, krydset Ækvator adskillige gange, snorklet med hajer ved Galapagos og drukket masser af god vin og dejlig kaffe i Sydeuropa. Fantastiske morgenløbeture i New York, Paris, Rom og Masai Mara-nationalparken i Kenya.

Igen og igen …
Thailand har jeg efterhånden besøgt en del gange og hver gang med stor glæde. Hvad enten jeg har været i pulserende Bangkok, ved skovområder i den nordligste del af landet eller ved nogle af de skønne strandområder sydpå, så er jeg blevet mødt at eksotiske dufte, glæde og venlighed.

Naturligvis
På safari i Masai Mara-nationalparken i Kenya overværede jeg på nærmeste hold en gazelle blive jagtet af en løve. Tiden stod stille, som løven nærmede sig vores safarikøretøj, men den var ikke interesseret i os, men den intetanende gazelle, som akkurat slap væk fra løven til sidst.

Psst! 
Stå tidligt op, når du er i Bangkok, tag eventuelt løbeskoene på og besøg Lumpini-parken, hvor der er livlig morgenaktivitet med gymnastik, tai-chi, badminton, løb og andre aktiviteter. Unge som gamle mødes i parken, og det er et livsbekræftende syn at se alle disse aktive personer.

Zoom og klik
En køretur på bagsædet af en Vespa Scooter gennem de travle gader i Ho Chi Minh. Jeg skulle gennem et stort vejkryds og satte alt min lid til den dygtige chauffør, som fik os sikkert gennem trafikken. Det ligner uorganiseret kaos, men trafikken glider på magisk vis med ganske få sammenstød.