Marie Langvad – Web & Marketing

Marie Langvad


Ansat i Profil Rejser siden 2010

Tjek Ѵ

Jeg har fløjet i helikopter over Grand Canyon og oplevet 49 grader i skyggen i Death Valley, jeg har dykket med havskildpadder i Australien og sprunget i faldskærm i New Zealand, jeg har kørt gennem Canadas ubeskriveligt smukke natur i motorhome og besøgt utrolige templer på Bali. Jeg har rejst i USA, Canada, Thailand, Indonesien (Bali og Lombok), Australien, New Zealand, Western Samoa, Tunesien og det meste af Europa.

Igen og igen …
Jeg har været i Thailand fire gange, og jeg ville ikke tøve et sekund, hvis chancen bød sig igen. Thailand har den rareste befolkning, og man spiser den bedste mad. Jeg elsker, at det oftere er på den lille lokale restaurant på hjørnet med retter til ti kroner, at du finder den bedste mad end på de mere fancy restauranter. Derudover har Thailand et utal af stemningsfulde og hyggelige resorts med smukke strande og natur.


Naturligvis
Jeg har ikke oplevet smukkere natur end i det vestlige Canada. En tur ned ad Icefield Parkway i de canadiske Rocky Mountains åbenbarer den ene fantastiske udsigt efter den anden. Dyrelivet er også utroligt – vi så både elge, ulve, bjerggeder og en sort bjørn på vores tur – og en aften på en af de campgrounds, vi boede på, var vi pludselig omringet af tyve store hjorte.

Psst! 
I Chiang Mai var jeg på en halvdags thaikokkeskole. Det var en super hyggelig oplevelse, som jeg også har haft stor glæde af, efter jeg er kommet hjem. Først var vi en tur på markedet for at handle og lære lidt om de mange ingredienser og krydderier. Bagefter skulle vi hjem og tilberede maden, som vi spiste, hver gang en ret var klar. Jeg lavede blandt andet forårsruller, kylling med cashewnødder, grøn karry og en pad thai-nudelret.

Zoom og klik
I Australien var jeg på en otte dages-tur rundt ud i bushen, hvor vi om natten sov under åben himmel rundt om lejrbålet. Vi var 11 forskellige nationaliteter med på turen, og en aften, da vi sad rundt om bålet med udsigt ud over ødemarken, og vi alle netop havde sunget vores nationalsang for hinanden, fløj der pludselig op imod en million store flagermus forbi os, så langt øjet rakte – himlen var sort af flagermus i en halv time!