Dag 7 - 8
Big Bend National Park
Dag 7 - Del Rio – Big Bend National Park, TX (220mi/352km)
Forlad Del Rio og kør gennem området The Big Bend for at ankomme til Big Bend National Park. Området The Big Bend er opkaldt efter den store bue, som floden Rio Grande laver i det sydvestlige Texas. Det er et vildt og smukt naturområde, hvor I kan opleve bjergene i Texas og det store ørkenområde Chihuahuan Desert med smukke udsigter. Områdets byer som Alpine, Fort Davis og Marfa har historiske og naturmæssige perler som Marfa Mystery Lights Viewing Center, Chinati Foundation, Fort Davis National Historic Site, McDonald Observatory, Chihuahuan Desert Visitor Center m.v. For jer, der vil ud i naturen, dækker Big Bend Region over 1 mill. acres / 4.000 km2 land med Big Bend National Park, Big Bend Ranch State Park og Fort Davis State Park, som tilbyder vandreture, camping, sejlads på floden, hesteridning, mountain bike, jeep tours og masser af muligheder for sightseeing. De mange spændende samfund, historiske ranches og spøgelsesbyer i området fortæller en interessant og fascinerede historie. Kør fra Marfa til Terlingua via Presidio, hvor I mellem Presidio og Terlingua kører langs floden på den smukke Camino del Rio eller River Road.
Dag 8 - Big Bend National Park, TX
I dag skal I besøge Big Bend National Park. Parken bliver ofte benævnt som ”tre parker i en”, da den indeholder både bjerge, ørken og floden. En køretur på en time kan tage jer fra bredden af Rio Grande til et bjergplateau mere end 1.600 m højt. Her kan I opleve et af de få tilbageværende uberørte og vilde naturområder i USA og opleve uforglemmelige udsigter, lyde og stilhed. Der er lige så mange måder at besøge Big Bend på som der er gæster. De mange forskellige måder at komme rundt på og bo på kan tilfredsstille enhver besøgende. Mens mange besøgende er glade for at opleve Big Bend fra konforten på de asfaltede veje, er der andre besøgende, der med terrængående køretøjer besøger de mest øde og udfordrende områder langs parkens mange grusveje. Enhver parkbetjent vil fortælle jer, at med bil kommer I ikke til at se de flotteste udsigter i hverken bjergene eller ørkenen. Den bedste måde at opleve Big Bend på er til fods og blive en del af landskabet – om ikke bare så for nogle få timer. Lyt til stilheden, duft til creosote-buskene og nyd synet af en fjern bjergkæde – så vil I opdage hvor specielt dette område er.
Læs mere