Øerne, The Keys, ligger som små perler på snor i forlængelse af Floridas sydspids. Palm Beach, bedre kendt som ”The Golden Coast”, har en kystlinje fyldt med dejlige strande. Downtown langs Worth Avenue finder du skønne butikker. Tager du nordpå til West Palm Beach kan du opleve dyr på tæt hold i Lion Country Safari.
Florida Keys strækker sig ca. 250 km ud i Den Mexicanske Golf og er Nordamerikas svar på Caribien. Den mest kendte af øerne er Key West, som er USA's sydligste punkt. Turen ad Overseas Highway er helt fantastisk, og ved Key Largo kan du komme på dykkerture til Nordamerikas eneste koralrev. I Key West kan du besøge Hemingways villa.
Badeferie og gode oplevelser på Key West
Lej en bil i Miami og nyd den smukke køretur til Key West, hvor du passerer ikke færre end 42 broer, hvoraf den længste er mere end 11 kilometer. Turen til Key West tager knapt 4 timer og er hele oplevelsen værd. Key West har en tilbagelænet, nærmest caribisk atmosfære. Musikken breder sig fra de utallige barer og restauranter, og stemningen er varm og positiv.
Byen er især kendt for sine smukke solnedgange, men også Ernest Hemingways hus samt baren Sloppy Joe's, som efter sigende var en af den berømte forfatters foretrukne barer. De fleste nyder stranden i dagtimerne og mødes ved Mallory Square for at nyde solnedgangen.