Uga Chena Huts
Få minutter fra hovedindgangen til Yala nationalparken ligger Uga Chena Huts, et boutique-resort med blot 14 luksuriøse villaer med egen plunge-pool. Det perfekte hotspot for dig, der elsker naturen og dyrelivet og er fan af ultimativ komfort. Villaerne er nænsomt integreret i den frodige natur, der er hjem for bl.a. vildsvin, elefanter, læbebjørne, påfugle og verdens største koncentration af vilde leoparder. Derfor bliver du også fulgt til din luksusvilla af resortets rangers efter mørkets frembrud.
Fra resortets restaurant og bar er der udsigt til strand og Det Indiske Ocean. Det er dog ikke muligt at bade i havet grundet dramatiske klipper og evigt høje bølger, men den billedskønne udsigt står uberørt. Du har dog stadig rig mulighed for et dyp i din egen private plunge-pool, som hører til din villa. Du har også en delvis overdækket terrasse med både solsenge og sofa arrangement, hvorfra du kan nyde naturens lyde og absorbere dagens mange oplevelser fra game drives med Uga Chena Huts egne dedikerede wildlife rangers og safaribiler.
De 14 luksusvillaer emmer af elegance og er lyst og smukt indrettet med et perfekt blend af jungle og moderne møbler og faciliteter. Der er blanke trægulve og separat en suite badeværelse med brusekabine og fritstående badekar med udsigt til junglen.
Dit ophold inkluderer all inclusive og både morgen- og eftermiddags game drives med snacks og drikkevarer. Servicen er personlig, og vi tør godt love, at dit ophold på Uga Chena Huts bliver mindeværdigt.