På The FloatHouse River Kwai nyder du elegance og nærkontakt med naturen. Din smukke palmetækkede villa, der er skabt i teaktræ og bambus, flyder på River Kwai, der smyger sig gennem junglen og bjergene. Inspirationen er traditionelle huse, der ofte flød på vandet, fordi det gav en kølende effekt. Samtidig var det praktisk at have vand til madlavningen lige ved hånden.
Udflugtsmuligheder fra The FloatHouse River Kwai
The FloatHouse River Kwai ligger perfekt for at opleve områdets historie med broen over floden Kwai, War Museum og Dødens Jernbane. Du kan tage ud til vandfald og drypstenshuler og møde Mon-folket i den lokale landsby. Til og fra selve hotellet foregår al transport med longtailbåd. Prøv også bare at hoppe i vandet i den ene ende med redningsvest på og flyde forbi alle villaerne for så at gå i land i den anden ende. Det er dog vigtigt at vælge den rigtige ende at starte i ……
The Floathouse River Kwai
The FloatHouse River Kwai er anlagt på vandet i en lang blød kurve på River Kwai. Du fornemmer med det samme boutique-hotellets særlige elegance og intime stemning. I midten er anløbsbroen, receptionen og restauranten. Herfra spreder hotellet sine arme ud med villaer til begge sider. Bag villaerne forbinder en flydende gangbro det hele. Herfra kan du også komme i land. De fleste ser dog ingen grund til det.
Din villa er på 90 m2. Her er en stor stue med seng, sofa, tv, aircondition, WiFi mm, hvor alt er dejligt afstemt i farver og materialer.
Du kan ligge i din seng og se ud over floden, hvis du skyder den store dør til siden. Endnu bedre er det dog at sidde i solstolene eller hængesofaen på din terrasse, der er skabt på sin egen flydende ponton, så den vugger blidt i takt med flodens krusninger. Og lidt mere, når en longtailbåd sejler forbi. Det er faktisk en stor del af oplevelsen, at betragte flodens liv. Om aftenen og natten er her vidunderligt med den fløjlsbløde, sorte stjernehimmel over dig og vandet under dig.
På hotellets søsterhotel lidt henne ad floden, er du velkommen til at benytte deres pool og øvrige faciliteter.