Banyan Tree Krabi
Lyden af fuglenes sang og bølgernes skvulpen, duften af de tropiske blomster, følelsen af det bløde sand mellem tæerne og synet af det blå hav stimulerer alle sanserne, når du bor på Banyan Tree Krabi.
Også smagssansen pirres på resortets restauranter. Hovedrestauranten, The Naga Kitchen, serverer internationale- og thai retter, mens Saffron tilbyder autentisk thai cuisine baseret på traditionelle opskrifter med et moderne twist. Det er en uforglemmelig oplevelse at spise i Bird’s Nest, hvor bordene er spredt ud mellem træerne i ‘fuglereder’. Her kan du nyde en romantisk middag i private omgivelser. Direkte på stranden ligger Kredkaew Bar, som er det ideelle sted at nyde solnedgangen med en eksotisk cocktail. Dagen igennem serverer baren klassiske retter fra middelhavsområdet.
Vand er allestedsnærværende på Banyan Tree Krabi. Fra havet over swimmingpoolen til de rislende bække, vandfald og springvand, der er spredt rundt i resortets frodige have. De kun 72 suiter og villaer har alle egen saltvandspool. Alle suiter og villaer er lyst og elegant indrettet. Her er god plads, da den mindste er 99 m2. Her tilbydes dejlige suiter og villaer for par samt større villaer med flere soveværelser til familier.
- Direkte ved stranden
- Lufthavn: 25 km