På River Kwai Jungle Rafts bor du i flydende, komfortable hytter direkte på Kwai-floden - en 100% unik og charmerende naturoplevelse på en bæredygtigt resort.
River Kwai Jungle Rafts er et flydende hotel på Kwai-floden omkranset af frodig jungle og smukke kalkstensbjerge. Stedet består af flydende bambushytter fastgjort til bredden af den legendariske Kwai-flod. Grundet det miljøvenlige koncept anvendes ikke elektricitet, men i stedet tændes hundredvis af petroleumslamper, når solen går ned, hvilket skaber en helt eventyrlig og romantisk atmosfære.
Hytterne har vægge af vævet bambus og er meget enkelt indrettet, men der er privat toilet og bruser med koldt vand i hver hytte. Dækket foran hytten indbyder med hængekøjer og solstole til at slappe af og nyde de helt unikke omgivelser. Du kan betragte de lokale sejle forbi i longtailbåde og kaste deres fiskenet ud. Du kan sejle en tur i kano eller springe i floden og lade dig drive langs resortet - der er redningsveste i hytterne. Du kan naturligvis også få thai-massage, men bestil gerne ved ankomst, for der er rift om tiderne.
Den flydende restaurant er samlingspunktet for alle måltider, og her kan du også nyde en drink i dagens løb. Efter aftensmaden opfører de lokale fra den nærliggende Mon-landsby nogle af deres traditionelle danse. Hovedparten af de ansatte tilhører ligeledes Mon-folket, en minoritet fra nabolandet Myanmar, og de bor ligeledes i landsbyen. Har du lyst, er du mere end velkommen til at gå en tur rundt i landsbyen.
Bemærk, at der ikke er wi-fi adgang og husk at oplade mobiltelefon og kamera inden ankomsten til Jungle Rafts, for der er heller ingen elektricitet her. Af samme grund er der hverken aircondition eller elektriske vifter på værelserne, men afkøling om natten sker naturligt fra floden under hytterne ligesom opholdet på floden giver en køligere brise.
Officiel hotelkategori: 3*
Kontakt os på
ferie@profilrejser.dkRejsekonsulenter, Profil Rejser
Vi kan hjælpe dig
Har du spørgsmål til rejsen eller ønsker du en specialdesignet rejse, kan vi selvfølgelig hjælpe dig - vi skræddersyr også rejser fra bunden af! Kontakt en af vores rejsespecialister og find frem til din drømmerejse.