Thingvellir på Island

Thingvellir på Island deler verden

Naturfænomenet mellem Nordamerika og Eurasien

Verden er fuld af forunderlige naturfænomener, og Island er blevet tildelt en god portion af dem. Vidste du f.eks., at ved Thingvellir ( Þingvellir på islandsk) deler verden sig i bogstavelig forstand for at efterlade en større og større kløft mellem Nordamerika og Europa/Asien?

Verdenskortets store puslespil

Du har sikkert mange gange set på et verdenskort og tænkt, at f.eks. Sydamerika passer ind i Afrika som puslespilbrikker. Her har du faktisk opdaget baggrunden for vulkaner, jordskælv og bjergkæder. Du tænker nok ikke så meget over det til daglig, men hele din verden er i bevægelse nat og dag. Jorden, som du går og står på, bevæger sig med få centimeter om året. Og der er ikke så meget andet at gøre end at følge med.

12 tektoniske plader skubber lidt

Jordens overflade består af 12 tektoniske plader. De er på land op til 200 km tykke, mens de på havbunden er væsentligt tyndere, ned til 5 km. Når Himalayabjergene rejser sig mod himlen, skyldes det, at den indiske plade kom ”susende” med en hastighed på omkring 20 cm om året sydfra og stødte ind i pladen med Europa og Asien. Sådan en plade stopper ikke lige med det samme, og de buler, som sådan et sammenstød giver, er ikke lige til at rette ud. På Island sker der ikke sammenstød, tværtimod, for ved Thingvellir glider den nordamerikanske plade mod vest, mens den eurasiske plade med bl.a. Danmark glider mod øst. Hastigheden er få centimeter om året. Resultatet er en dyb kløft med en verdensdel på hver side.

En del af Den Gyldne Cirkel på Island

Thingvellir ligger på den nordlige bred af Islands største sø, Thingvallavatn ca. 45 km fra Reykjavik. Du oplever kløften som et stop på ”Den Gyldne Cirkel”, der er en rute med tre af Islands største seværdigheder i køreafstand fra Reykjavik. De øvrige to er vandfaldet Gullfoss og Geysir-området, hvor gejseren Strokkur springer. Geysir selv er ikke længere aktiv, men må trøste sig med at have lagt navn til alle gejsere i verden.

Snorkling med udsigt til to verdensdele

Ved Thingvellir skærer floden Öxará sig vej gennem land skabet og bruser gennem vandfaldet Öxarárfoss ved Almannagjá. Du kan vandre langs med kløften og også både dykke og snorkle ved Silfra med udsigt til Amerika og Europa. Vandet er helt klart, for det er smeltevand fra gletsjeren Langjökull, der samtidig filtreres af de porøse lavaklipper.

Tingsted og Game of Thrones

Thingvellir er ikke bare en geologisk attraktion, det er også stedet, hvor Islands parlament Altinget blev til for mere end 1.000 år siden. Helt præcis i år 930, så 1.100-årsjubilæet nærmer sig hastigt. Island var på den tid præget af urolig heder og uenigheder mellem klanerne, der heldigvis var fornuftige nok til at mødes på tingstedet, som Thingvellir betyder på islandsk, og tale om tingene. Et af verdens ældste parlamenter var født.

Thingvellir blev iøvrigt erklæret nationalpark i 1930. Almannagjá ved Thingvellir blev brugt i Game of Thrones som The Bloody Gate, der vogtede indgangen til Eyrie.

Hvorfor bevæger de tektoniske plader sig?

Når de tektoniske plader bevæger sig, skyldes det et kompliceret samspil af kræfter forårsaget af tyngdekraften og tryk fra varmen i jordens indre. Nogle steder trækkes pladerne op, andre steder trækkes de ned. Da pladerne er tyndest på havbunden, opstår der her vulkaner under vandet, som spyer magma ud, der hen ad vejen kan blive til øer som Island.

Når tektoniske plader glider fra hinanden, åbnes der i bogstavelig forstand til jordens glødende indre. Derfor vil du opleve, at der er bælter af vulkansk aktivitet og jordskælv langs kanterne af pladerne. Du ser det i Stillehavet ved den såkaldte ”Ring of Fire”, og det er forklaringen på vulkanerne, de spruttende gejsere og de varme kilder på Island. Ja, det er forklaringen på hele Islands eksistens.

Tal med din rejserådgiver om rejser til Island

Profil Rejser er Danmarks førende ekspert i rejser til Island. Tal med din rejserådgiver om et skræddersyet eventyr ud fra dine ønsker. 

Rejser til Island

Kvinde Kigger På Ipad

Få inspiration i din indbakke

Skriv dig op til nyhedsbrev og deltag i konkurrencen om at vinde et rejsegavekort på 5.000 kr. Læs vores konkurrencebetingelser.