3 generationer på krydtogt - Celebrity Cruises

3 generationer på krydstogt med stil

Ferie i flydende feriepark? Nej, læs trygt videre!

Skal bedste, børn og børnebørn på ferie sammen? Så ligger familievenlige krydstogter lige til højrebenet. Men er du allerede nu ved at kløjes i tanken om en flydende feriepark? Læs trygt videre. Du kan gøre det med stil.

Familieferie betyder ikke laveste fællesnævner

Lad os lige få slået fast først, at der absolut intet galt er med vandrutsjebaner i 100 etagers højde, skøjtebaner, go cart-baner og bamsedans til søs. Det er faktisk hamrende sjov for mange. Men måske er du ikke en af de mange.

Du er måske mere til generationsrejser, hvor du slapper af i smukke omgivelser og ikke mindst nyder at være sammen med familien. Kedeligt for børn og teens? Nej, det skal selvfølgelig være en rejse, hvor der er noget for alle, men alt behøver jo ikke arrangeres efter laveste fællesnævner.

Gå efter mellemstore skibe

Hvis der skal være tilbud til alle, skal du gå mod skibe af en vis størrelse. Hvis der ikke skal være badeland ombord, skal de dog heller ikke være større end godt er. Regn med skibe til 2-3.000 passagerer plus/minus. 

På disse skibe vil du kunne finde mange restauranter med tilbud for alle og flotte shows om aftenen.

Børne- og teenklubber

Her er typisk teen club med PlayStation eller X-box og også en børneklub med en masse aktiviteter. Den sidste er dog et sted, mange danske familier nøjes med at kigge forbi for så at beslutte, at det er bedre at være sammen i stedet for at sende børnene i klub. Men tilbuddet er der, og det kan være super sjov med alt fra malebøger til skattejagt, sport og kokkeskole for børn.

Fitness, massage og bio

Teenagers fra 16 år og de voksne kan gå i fitnesscentret – jo, kom nu, alle tre generationer vil nyde det og have godt af det! Der vil helt sikkert også være en spa, der ofte har tilbud til andre end de voksne. En mor-datter massage kan anbefales. Og på skibe som f.eks. Celebrity Edge gør en pose gourmet popcorn på vej til den udendørs biograf aftenen lidt sjovere.

Pools og grønne haver

Poolområder er der selvfølgelig også, og på Celebrity Edge kan du leje en cabana ved poolen, så hele familien har sit eget område. Nyd også grønne Rooftop Garden øverst på skibet, hvor familien kan slappe af i brisen. Her er du også tæt på løbebanen, men ikke mere om motion fra os lige nu.

Den gode balance

På skibet Rotterdam fra Holland America Line er det fantastisk at gå en tur mellem de fem live scener på Music Walk. Og Explorations Central er sjov for både cruise-nørder og pilfingre med interaktive skærme og real-time data fra broen. Imens kan de mere kunstinteresserede gå rundt og nyde skibets kunstsamling, der anslås at have en værdi på over 20 millioner kr.

Med andre ord: Her er noget for alle, men alt er skabt i god balance.

Elegance og lys

Når vi ovenfor har nævnt skibe fra Celebrity Cruises og Holland America Line er det selvfølgelig ikke tilfældigt. Her finder du skibe i den rigtige størrelse, som samtidig er indrettet med stor elegance og masser af lys. Især nogle af Celebrity Cruises’ skibe skulle man tro havde haft skandinaviske indretningsarkitekter.

Her er en afslappet stemning, men med et strejf af eksklusivitet, som måske kun fornemmes af de voksne, men det er jo også dem, der skal nyde det.

Suiter til familier

På samme måde er der tilbud til børn og unge, men de råber ikke højt. Der er også masser af hyggekroge, hvor I kan være sammen. Og områder kun for voksne, hvis nogen skulle have brug for lidt alenetid. Det skal der også være plads til.

Måske vil den ældste generation foretrække at have sin egen kahyt, men der findes fantastiske suiter med plads til både to og tre generationer sammen. I kan få med et eller flere soveværelser, stor stue, kæmpe terrasse og endda med jacuzzi eller plunge pool kun til jer.

The Retreat

På Celebrity Edge-klassen har alle suiter samtidig eksklusiv adgang til det smukke og afslappede retreat område med lille pool, solstole, lounge og restaurant. I suiterne er der også inkluderet ubegrænset wi-fi, hvilket enkelte yngre medlemmer af familien nok vil sætte pris på.

Hvor skal du hen?

De klassiske ruter med familier er Middelhavet om sommeren og Caribien om vinteren. Sol, varme og spændende udflugter. Men vil du gerne undgå fly, kan du bare mødes med resten af familien i København og sejle ud herfra. Holland America Line har f.eks. krydstogter fra København, hvor du runder Norge, Island og Skotland, før du bliver sejlet hjem til København igen. Det kan ikke være nemmere.

Nemt, billigt og for alle

På et krydstogt pakker du ud en gang for alle og lader oplevelserne komme til dig. Og du får meget for pengene med alle måltider, underholdning og ofte også drikkevarer inkluderet.

Alle aldersgrupper tager på krydstogt.

14% er under 20 år
53 % er 20 - 59 år
33 % er over 60 år 

Kilde: CLIA Global Market Report, 2020

Rangali Finolhu Island Drone Shot

Få inspiration i din indbakke

Skriv dig op til nyhedsbrev og deltag i konkurrencen om at vinde et rejsegavekort på 5.000 kr. Læs vores konkurrencebetingelser.