Narsarsuaq betyder "den store slette" på dansk og kan også karakteriseres som indgangsporten til Sydgrønland. I et bjergrigt land som Grønland med få store, flade strækninger, er det meget naturligt, at Sydgrønlands internationale lufthavn kom til at ligge lige her.
Fra Narsarsuaq er der en fantastisk udsigt over de isfyldte fjorde og man kan se bygden Qassiarsuk på den modsatte side af fjorden, hvor Erik den Røde grundlagde sin gård "Brattahlid" i år 985. Området var dengang centrum for hele nordboaktiviteten i Grønland, og der er stadig mange levn fra nordboernes liv i omegnen af fjorden deriblandt den såkaldte Landnamsgård fra år 1000. Den er således en af de ældste daterede nordboruiner i landet. Du kan besøge ruinerne i bygderne med båd fra Narsarsuaq.