Victoria Falls, Cape Town, Vinlandet og safari - luksus og oplevelser

Sydafrika -

  • Victoria Falls - verdens mest spektakulære vandfald
  • Safari i malariafrie Madikwe Game Reserve
  • Cape Town - en af verdens smukkeste byer
  • Vinlandet - masser af fristelser til ganen
  • 5-stjernede hoteller og lodges

Få 14 uforglemmelige dage i Sydafrikas og Botswanas vidunderlige naturområder med spændende safari og masser af varierede oplevelser.

Rejsen starter ved Victoria Falls på grænsen mellem Zimbabwe og Zambia. Det imponerende vandfald blev opdaget af Dr. Livingstone tilbage i 1855 og anses som et af verdens syv naturlige vidundere. De lokale kalder det mosi-oa-tunya, ”røgen der tordner”, og når du ser Zambezi-floden kaste sig mere end 100 meter ud over skrænten, forstår du hvorfor vandfaldet har fået dette navn. De voldsomme kræfter, udløst af vandets bratte fald, medfører en sky af vandperler, der kastes op i luften, og den fugtige luft giver en frodig vegetation på vandfaldets modsatte bred.

Et velafmærket stisystem slynger sig langs kløften gennem et smalt bælte med tæt regnskovsbevoksning, som står i stor kontrast til det omkringliggende tørre landskab. Her kan du nyde et rigt fugleliv og vandfaldet i dets fulde bredde. Dagene byder også på mulighed for andre aktiviteter i området du kan for eksempel besøge de lokales farverige markeder.

Som et stop-over mellem Victoria Falls og safari tilbringes en nat i Johannesburg - landets økonomiske lokomotiv og en by med store kontraster. Godt fire timers kørsel nordvest for Johannesburg, tæt på grænsen til Botswana, ligger Madikwe Private Game Reserve - det fjerdestørste reservat i Sydafrika. Området byder på et utroligt varieret landskab, som giver optimale livsbetingelser for de mange forskellige dyrearter, f.eks. en række sjældne antilopearter og vilde hunde. Og med kun tre luksuriøse safari lodges på hele 75.000 hektar bliver her aldrig trængsel. Hertil kommer det plus, at Madikwe er malariafrit område. 

Næste stop på denne varierede rundrejse i det sydlige Afrika er en af verdens smukkest beliggende storbyer, Cape Town. Kapstaden, som byen også hedder, kan du med fordel udforske både på egen hånd og på organiserede udflugter. Du kan slentre rundt i bymidten, se på markedsboderne og de fine gamle huse i hollandsk barokarkitektur, shoppe i de travle strøggader, nyde blomsterpragten og udsigten til Table Mountain samt stille sulten og tørsten på 'The Waterfront', det livlige havneområde med restauranter og hyggelige barer. Tag også gerne på guidede udflugter til fængselsøen, Robben Island, en af de såkaldte townships og Kap det Gode Håb.

De sidste feriedage tilbringer du i Vinlandet blot en times kørsel fra Cape Town. Området er kendt som Sydafrikas frugthave og er fuld af fristelser til ganen. Citrusplantager, ferskenlunde, solmodne dadler og pærer samt uendelige rækker af vinstokke - en fantastisk frodighed og en betagende skønhed i et naturskønt landskab. Besøg de smukke gamle byer og tag ind på en eller flere vingårde og smag på druerne. Udover vinsmagning byder mange gårde på diverse kulinariske specialiteter serveret i de stemningsfulde omgivelser. 

 

Læs mere

Rejseoverblik

  • DEC
  • 2018
  • JAN
  • FEB
  • MAR
  • APR
  • MAJ
  • JUN
  • JUL
  • AUG
  • SEP
  • OKT
  • NOV

Sydafrika

13 nætter / 14 dage

fra kr. 42.335

Dette er et rejseforslag, som du kan skræddersy efter dine ønsker.
Prisen er baseret ud fra kombinationen af billigste afrejsedato ved to personer, der rejser sammen.

Priser og forespørgsel

Rejsens Indhold

Overnatningsmuligheder

- 3 nætter

Victoria Falls, safari, Cape Town og Vinlandet

Victoria Falls, safari, Cape Town og Vinlandet

Beliggenhed: Botswana,

Læs mere her

- 10 nætter

Victoria Falls, safari, Cape Town og Vinlandet

Victoria Falls, safari, Cape Town og Vinlandet

Beliggenhed: Botswana,

Læs mere her

Dagsprogram

Dag 2 - 4
Victoria Falls
Dag 5
Johannesburg
Dag 6 - 8
Madikwe Game Reserve
Dag 9 - 11
Cape Town
Dag 12 - 14
Vinlandet
Dag 15
Cape Town

Dag 2 - 4

Victoria Falls

Ved ankomst til Victoria Falls bliver du kørt til hotellet, som ligger tæt ved det smukke, legendariske vandfald. Den lille by Victoria Falls i Zimbabwe er det perfekte udgangspunkt for at udforske Victoria Falls og Zambezi River, og her har du de næste par dage på egen hånd til at udforske området og byen. Broen, der går over Victoria Falls, forbinder Zimbabwe med Zambia, og her er masser af muligheder for at komme helt tæt på vandfaldet. Du kan også vælge en helikoptertur og se det hele lidt fra oven, tage på en sejltur på Zambezi floden eller blot gå en tur i den flotte National Park, hvor du har smuk udsigt over vandfaldet. Overnatning på Victoria Falls Hotel inkl. morgenmad.

 

Læs mere

Dag 5

Johannesburg

Du bliver hentet på hotellet og kørt til Victoria Falls lufthavn, hvorfra du flyver til Johannesburg. Ved ankomst til Johannesburg bliver du hentet i lufthavnen og kørt til dit hotel, hvor du har en enkelt overnatning, inden turen dagen efter går videre til Madikwe Private Game Reserve og safari. Overnatning på The Residence Boutique Hotel inkl. morgenmad.

 

Læs mere

Dag 6 - 8

Madikwe Game Reserve

Fra morgenstunden er der transport til Madikwe Game Reserve og nogle dages spændende safari i et malariafrit område. Du overnatter på den lukusriøse Madikwe Lelapa Lodge.

Madikwe er et af Sydafrikas største vildtreservater, cirka 76.000 hektar, og grænser op til Botswana. En typisk dag i Madikwe begynder før daggry. Efter en hurtig morgensnack er det tid til safari i lodgens Landcruiser med en kyndig ranger som chauffør. Du nyder den afrikanske solopgang, og i dagens første kølige timer er dyrene mest aktive. Du er typisk på safari i 2-3 timer, og undervejs serveres lidt varmt at drikke i den ofte lidt kølige morgen. Tilbage i lodgen igen spises en god, solid morgenmad og senere kan du slappe af ved poolen og nyde en god frokost. Sent på eftermiddagen, når solen stråler er ved at miste sit greb, er det tid at begive sig ud i bushen igen. Hvis du er heldig, ser du de klassiske 'Big Five': elefant, bøffel, løve, leopard og næsehorn. Men også andre dyr som f.eks. antiloper, gnuer, gribbe, og hyæner fanger opmærksomheden. På tilbagevejen hjælper en kraftig projektør til at fange et glimt af de sjældne, nataktive dyr.

Tilbage igen på lodgen er det tid til en drink inden der serveres en skøn middag under åben himmel i bomaen - et hyggeligt indhegnet område.  

Madikwe Lelapa Lodge ligger på en bakke med smuk udsigt over fantastisk natur. Lodgen har flere udendørs områder, hvor du kan sidde og nyde udsigten eller slappe af med en god bog. Du bor i en suite med egen pool og alle måltider, te/kaffe, sodavand, et udvalg af øl, spiritus og husets vine samt minibar i suiten er inkluderet. Desuden to safari kørsler dagligt inklusive snacks og drikkevarer.

  
 
Læs mere

Dag 9 - 11

Cape Town

Efter nogle oplevelsesrige dage på safari går turen videre. Fra Madikwes airstrip flyver du til Johannesburg og derfra videre til Cape Town. Ved ankomsten til Cape Town lufthavn bliver du kørt til hotellet, og resten af dage kan du slappe eller går på oplevelse i den fantastiske by.

Cape Town har det hele: en intens metropol stemning, restauranter i verdensklasse, en unik blanding af kulturer og naturskønne omgivelser. To dage har du til at udforske den pulserende storby for foden af Table Mountain og drage på ture i det spændende opland, og der er masser af muligheder. Tag eventuelt på en tur langs den smukke kystvej til Kap det Gode Håb. Turen går via den charmerende Kalk Bay med en afslappet feriestemning og masser af små gode kunstbutikker. Fortsæt til Simon's Town og oplev den store pingvinkoloni ved Boulders Beach.

Du kan også følge i Nelson Mandelas fodspor og besøge et township på en guidet tur - det er i disse townships at apartheid har sine rødder. Slut dagen af med halvdagsudflugt til fængselsøen Robben Island, hvor Nelson Mandela tilbragte 18 af sine 27 år i fængsel. Sejlturen derud tager en halv time, og på øen vil du blive kørt rundt i bus med en af de tidligere fanger som guide.

Tag en tur op på toppen af legendariske Table Mountain - bjerget er 1086 meter højt og den flade top kan nås med en kabinelift. Udsigten over byen og de nærliggende strande er enestående. Besøg Victoria & Alfred Waterfront med masser af gode restauranter, butikker og barer mv. Du kan også tage en tur til Kirstenbosch Botanical Garden, der ligger på bagsiden af Table Mountain, og opleve et stort og smukt udvalg af blomster og planter, som hører naturligt til i området.

Overnatning på MannaBay inkl. morgenmad.

 
Læs mere

Dag 12 - 14

Vinlandet

Fra morgenstunden køres til Vinlandet, hvor du kan nyde de sidste to dage i smukke omgivelser. Vinlandet er stedet hvor de fleste af de sydafrikanske vine bliver produceret. Området er en blomstrende frugthave, hvor snorlige rækker af vinranker ligger smukt og friseret i fine formationer henover de bløde bjerge og dale. Området er fuld af vingårde, der med stor glæde byder på en rundvisning i kældre og på marker, så du kan se hvordan deres vin produceres. Vi anbefaler at du går efter de mindre vingårde, da du her får den mest personlige oplevelse.

De tre hovedbyer i vinlandet er Franschhoek, Stellenbosch og Paarl. Paarl er en lille og hyggelig by, men de to andre byer er mere interessante. Franschhoek er en hyggelig lille fransk inspireret by, der blev grundlagt af en gruppe franske tilflytter i det 17. århundrede. Byen oser af charme og byder på masser af muligheder for at kigge på gallerier, gå på hyggelige caféer eller nyde en god frokost på en af de mange vingårde eller gode restauranter.

Stellenbosch er landets næstældste by (kun overgået af Cape Town). Den blev grundlagt i 1679 og er en gammel universitetsby, der gennem tiderne har udklækket en række af landets politiske ledere.
Blandingen af gamle huse bygget i Cape Dutch stilen og indflydelsen af de unge studerende giver byen en  hyggelig atmosfære.

Overnatning på Le Petite Dauphine Hotel i Franschhoek inkl. morgenmad.

 
Læs mere

Dag 15

Cape Town

En oplevelsesrig rejse er ved at være slut, og du bliver kørt til Cape Town lufthavn. Fra Cape Town flyver du tilbage til København med ankomst dagen efter.

Læs mere

Video

Afrejsedatoer, priser og forespørgsel

Klik på knappen herunder for at gå videre til afrejsekalenderen og priserne. Mange af vores rejseforslag kan du tilpasse, som du ønsker, med valg mellem flere forskellige hoteller, spændende udflugter og andre tilvalg.

Priser og forespørgsel

Kontakt os på

ferie@profilrejser.dk
/
77 33 55 00

Kristina, Kim, Merete

Rejsekonsulenter, Profil Rejser

Vi kan hjælpe dig

Har du spørgsmål til rejsen eller ønsker du en specialdesignet rejse, kan vi selvfølgelig hjælpe dig - vi skræddersyr også rejser fra bunden af! Kontakt en af vores rejsespecialister og find frem til din drømmerejse.

Relaterede rejser