|
Se aktuelle rejseforslag med motorhome
Se priser og bestil et motorhome Se motorhome-modeller Eksempler på rundrejser
For alle lejemål gælder de regler og betingelser, der fremgår af Cruise America/Cruise Canada lejekontrakten. Denne underskrives af kunden ved lejemålets start og udgør de formelle betingelser mellem kunden og Cruise America. Vær opmærksom på, at priser, vilkår og betingelser kan ændres uden varsel.
Afrejse i motorhome
Første overnatning Efter en oversøisk flyrejse skal din første overnatning i Nordamerika tilbringes på et motel/hotel. Det er ikke tilladt at køre et motorhome på ankomstdagen.
Afhentningsprocedure – almindelige lejere Morgenen efter din første overnatning bør du ringe til Cruise Americas lejekontor og arrangere din afhentning samme eftermiddag (mellem kl. 13 og kl. 16). Hvis ikke du oplyser Cruise America om dit ønskede afhentningstidspunkt, men blot møder op på lejekontoret, kan du komme til at vente længe i kø, og det kan resultere i forsinket afgang. Transport til lejekontoret er ikke inkluderet i lejeprisen. Almindelige lejere kan få deres motorhome udleveret efter kl. 13.00. Der gives ikke erstatning for sen afrejse.
Afhentningsprocedure – Early Birds Hvis du ønsker en tidlig afrejse og derfor har tilkøbt Early Bird Departure Special, tilbydes der transport fra hotellet til lejekontoret – dog med det forbehold, at hotellets beliggenhed på forhånd skal være oplyst til og godkendt af Cruise America. Den dag du ønsker at overtage dit motorhome, skal du så tidligt som muligt ringe til lejekontoret (telefonen åbner kl. 8.30), så Cruise America kan arrangere transport til kontoret samt din senere afgang i motorhome. Hvis du møder op på lejekontoret uden varsel, kan det resultere i en forsinket afrejse, som Cruise America ikke påtager sig ansvaret for. Hvis dit hotels beliggenhed ikke er godkendt af Cruise America, vil transporten fra hotellet til lejekontoret være for egen regning. Kunder, der har tilkøbt Early Bird Departure Special, kan få deres motorhome udleveret mellem kl. 9.00 og kl. 12.00.
Introduktion til køretøjet Efter ankomsten til lejekontoret kræves det, at føreren kører en 25 minutter lang prøvetur i køretøjet for at vænne sig til at manøvrere det inden afrejsen. Desuden tilbyder de fleste lejekontorer introduktionsvideoer på engelsk, tysk, fransk og hollandsk.
Krav til føreren Køretøjerne må kun køres af kvalificerede førere på 21 år eller ældre. Alle førere skal præsentere et gyldigt og identificerbart kørekort. Dit kørekort og pas anvendes som identifikation og skal kontrolleres og godkendes af Cruise America. Det kræves endvidere, at føreren underskriver lejekontrakten. Der kan påskrives flere førere på samme lejekontrakt uden gebyr. Der opkræves heller ikke gebyr for førere under 25 år.
Opgraderinger Generelt vil du altid få udleveret den model motorhome, som du har bestilt hjemmefra. Men hvis du finder den reserverede model utilstrækkelig, kan der muligvis gives tilladelse til at opgradere til en større model. Dette kræver, at den ønskede model er ledig og koster et opgraderingsgebyr i henhold til lokale priser. I særlige tilfælde kan omstændighederne kræve, at du får udleveret en større model end den reserverede for at undgå forsinkelser. I så fald vil opgraderingen finde sted uden nogle omkostninger for kunden og uden yderligere forpligtelser for Cruise America.
Nedgraderinger Det kan ske, at du finder det reserverede motorhome for stort, og hvis det er muligt, kan du i så fald nedgradere til en mindre model uden omkostninger. I særlige tilfælde kan det være nødvendigt for Cruise America at udlevere en mindre model end den reserverede for at undgå en forsinket afrejse. Hvis du accepterer en sådan nedgradering, vil du få refunderet prisforskellen på de to modeller uden yderligere forpligtelser for Cruise America.
Bagageopbevaring Det anbefales, at du pakker i bløde, sammenfoldelige tasker til din campingferie. Den øvrige bagage kan på eget ansvar opbevares af Cruise America på lejekontoret.
Godkendelse af køretøjets tilstand: Det kræves, at du inden afrejse underskriver en formular, hvor du godkender køretøjets tilstand. Det sker for at sikre, at køretøjet er i den ønskede stand og fungerer som forventet. Sørg derfor for at gennemgå alle funktioner, udstyr, brændstofbeholdning osv., og hvis du ikke er tilfreds, skal dette korrigeres, inden du underskriver formularen.
Køretøjets inventar Alle genstande på listen leveres afhængigt af tilgængelighed og kan erstattes med lignende genstande uden varsel.
Standardudstyr – findes normalt i alle lejekøretøjer - 110-volt adapter
- ”Renter Assistance Guide”
- 7,5 meter forlængerledning
- 7,5 meter vandslange
- 6 meter afløbsslange
- K.O.A. campingguide
- K.O.A. rabatkort
- Toiletrengøringsmidler
- En æske tændstikkere
- 9-volts batteri
- RV toiletpapir
Madlavningsudstyr – (ikke inkluderet) - Køkkenudstyr
- Grydeske
- Paletkniv
- Tekande
- Kost
- Lille lommelygte
- Suppeskeer
- Gafler
- Knive
- Steak-knive
- Teskeer
- Glas
- Middagstallerkner
- Dåseåbner
- Suppeskåle
- Kaffekopper
- Dørslag
- Køkkenskål
- Plastikspand
Personligt udstyr – (ikke inkluderet) - Hovedpude
- Pudebetræk
- Lagen
- Sovepose/Tykt tæppe
- Vaskeklud
- Badehåndklæde
- Viskestykke
Benzin samt gas til madlavning og opvarmning Alt brændstof er på egen regning. Ved afrejsen vil der være minimum en kvart tank benzin på køretøjet og tilstrækkelig med gas til at apparaterne kan fungere. Afhængigt af aktuelle omstændigheder kan du blive afkrævet et depositum for brændstof ved afrejse. Du skal tilbagelevere køretøjet med samme brændstofbeholdning som ved afrejsen, for at få depositummet returneret. Lejekontoret kan forklare dig vejen til de nærmeste tankstationer.
Bilsæder til børn – leveres ikke af Cruise America Hverken Cruise America eller Cruise Canada stiller børnesæder til rådighed for kunder, men overlader det til ansvarlige forældre at sikre størst mulig sikkerhed for deres børn, også når det gælder bilsæder. Børn er ofte mest trygge i et velkendt sæde medbragt hjemmefra, som kan anvendes både i fly, taxa og i jeres Cruise America motorhome. Der gives dog ingen garanti for, at medbragte bilsæder er egnede til brug i lejekøretøjet. Hvis det ønskes, kan lejekontoret henvise kunder til det nærmeste Walmart, K-mart eller en anden bilsæde-forhandler.
Betaling af depositum og gebyrer Sikkerhedsdepositum Et sikkerhedsdepositum på $500 USD/CDN opkræves ved afrejse, og dette skal betales med gyldigt kreditkort. Skal depositummet betales med andet end kreditkort stiger beløbet til $1.000 USD/$1.500 CDN. Når køretøjet returneres vil alle ekstra gebyrer blive modregnet depositummet. Af sikkerhedsårsager har Cruise Americas lejekontorer ingen kassebeholdning, og dit depositum vil derfor blive returneret direkte på dit kreditkort eller som en check sendt til din hjemadresse.
Afstandsgebyr Ved udlevering af køretøjet skal der betales gebyr for det estimerede antal kilometer, du regner med at tilbagelægge i motorhome – hvis du ikke på forhånd har betalt for dit kilometertal til din rejsearrangør. Det estimerede kilometertal fastsættes ud fra din rejseplan. Når køretøjet tilbageleveres vil der blive opkrævet gebyr per ekstra kilometer, du har tilbagelagt. Ubrugte kilometer refunderes ikke. Gebyr per enhed udover det estimerede kilometertal: $0.32 USD pr. mile (USA). $0.32 CDN pr. km. (Canada).
Gebyr for ekstra udstyr Madlavningsudstyr koster $100 (USD/CDN) per pakke. Pakkens indhold fremgår af listen ovenfor. Personligt udstyr koster $100 (USD/CDN) per pakke. En pakke gælder til én person, og indholdet fremgår af listen ovenfor.
Generatorgebyr Hvis du vælger at anvende den benzindrevne 110-volts generator, der findes i køretøjet, påregnes et ekstra gebyr på $3 per time generatoren er i brug (dette beregnes af en installeret forbrugsmåler). Alternativt kan påregnes et gebyr for ubegrænset brug på $6 per dag. Generatoren behøves ikke til normal kørsel.
Campingstole Campingstole kan normalt lejes for $7 (USD/CDN) per stol. Dog kan Cruise America ikke garantere, at der altid er ledige stole at leje. I højsæsonen kan man være uheldig, at alle kontorets campingstole er udlejet. I så fald kan lejekontoret anvise dig den nærmeste forhandler.
Envejsleje Envejsleje er tilladt mellem lejekontorer inden for USA eller lejekontorer inden for Canada, men der opkræves et envejsgebyr. Dette beløb varierer alt efter rute, afhentnings- og afleveringskontor og kan udgøre alt mellem $50 og $750. Din rejsearrangør kan oplyse dig om gebyret for din personlige rute, når rejsen bookes.
Skatter Alle lejeafgifter påregnes skatter i henhold til national lovgivning. I nogle tilfælde indgår skatterne ikke i de forudbetalte gebyrer, som du betaler til din rejsearrangør, og disse skal derfor betales direkte til lejekontoret ved afhentning af køretøjet.
Vigtige informationer
Døgnåben hotline ”Travelers Assistance” Undervejs på rejsen kan du altid kontakte Cruise America/Cruise Canadas hotline, der rådgiver kunder 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Telefonnummeret er (800) 334-4110, og du kan ringe med alle former for forespørgsler og problemer, hvad enten det drejer sig om mekaniske problemer, uventede vanskeligheder eller utilfredshed med køretøj eller ekstraudstyr. Det er ikke muligt for Cruise America at assistere, hvis ikke du ringer på ovenstående nummer. Hverken din rejsearrangør eller lejekontoret kan hjælpe dig; du SKAL rette henvendelse til ”Travelers Assistance” hotlinen. Cruise America påtager sig intet ansvar for eventuelle problemer med mindre disse rapporteres til hotlinen og kan dokumenteres over for personalet.
”Renter Assistance Guide” Som lejer af et motorhome er du ansvarlig for at læse ”Renter Assistance Guide” grundigt. Denne guide findes i dit motorhome og indeholder vigtige instruktioner samt gode råd om køretøjets virkemåde. Den indeholder desuden informationer om, hvorledes du bør forholde dig i tilfælde af en ulykke eller beskadigelse af køretøjet, samt hvordan det inkluderede sikkerhedsudstyr skal betjenes. Er der et problem med køretøjet skal du derfor først og fremmest kigge efter hjælp i ”Renter Assistance Guide”. Guiden findes på engelsk og tysk og er inkluderet i alle Cruise America lejemål. Den kan desuden læses på følgende hjemmesider: www.cruiseamerica.com/rent/renters_resources/pdf/RAG_Eng.pdf www.cruiseamerica.com/rent/renters_resources/pdf/RAG_Ger.pdf
Ulykker/sammenstød Skulle en ulykke ske, skal du straks underrette Cruise Americas hotline, ”Travelers Assistance”, fra ulykkesstedet. Personalet på hotlinen vil instruere dig i, hvorledes du skal forholde dig i situationen. Desuden er det nødvendigt, at der skrives en politirapport. Er dette ikke muligt på ulykkesstedet, skal du henvende dig til den nærmeste politistation og afgive forklaring. Denne rapport skal videregives til Cruise America.
Rejsebegrænsninger Ingen forsikringer dækker, hvis problemer og/eller ulykker forekommer, mens køretøjet befinder sig i et af de nedenstående områder. Hvis begrænsningerne overtrædes, vil alle omkostninger forbundet med ulykker, skader på køretøjet m.m. derfor være på kundens regning. Du bør rådføre dig med Cruise Americas personale inden afrejse for at være helt opdateret med begrænsninger og forbehold, der er gældende i det pågældende område på det tidspunkt, hvor køretøjet afhentes.
Alaska, Yukon, Northwest Territories og Newfoundland Færdsel på alle offentlige og/eller nummererede veje er tilladt. Færdsel på ikke-offentlige veje, uasfalterede veje, stier eller på enhver overflade, der er til skade for køretøjet, er strengt forbudt. Cruise America forbeholder sig retten til yderligere at begrænse færdslen afhængigt af aktuelle vej- og vejrforhold. Dette vil personalet informere dig om ved afhentning af køretøjet.
Death Valley og andre ørkenområder Motorhomes må ikke køres i Death Valley eller andre ørkenområder i juli og august. I maj, juni og september besøger kunder disse områder på eget ansvar og er derfor ansvarlige for alle ulykker og dermed forbundne omkostninger, der måtte forekomme grundet færdslen i ørkenområderne. I visse perioder er disse områder ikke beboelige og kan udgøre en fare for personer, der alligevel opholder sig der.
Manhattan Grundet restriktioner vedrørende højden på køretøjer, propangas og parkering, er det ikke tilladt for køretøjer lastet med propangas at færdes på Manhattan og/eller i undergrunds- og undervandstunneller.
Mexico Det er strengt forbudt at krydse USA’s sydlige grænse og køre ind i Mexico i et Cruise America køretøj. Det skyldes, at det amerikanske udenrigsministerium har udstedt en advarsel mod rejser i de nordlige dele af Mexico grundet en stigning i forekomsten af mord, voldelige overfald og væbnede røverier i disse egne.
Vinteradvarsel Køretøjer fungerer ikke altid optimalt i temperaturer under frysepunktet. Du kan finde gode råd om færdsel i vintervejr i ”Renter Assistance Guide”. Vær samtidigt opmærksom på, at køretøjer i Canada og det nordlige USA ofte har anti-fryse mekanismer installeret i vandbeholderne, hvilket betyder, at du ikke kan anvende toilet- og vaskefaciliteter, når temperaturen falder til under frysepunktet.
Brændstof og vedligeholdelse Det er absolut nødvendigt, at du slukker motoren samt alle apparater, der fungerer ved antænding (fx gasapparater, køleskab, vandvarmer, komfur, fyr osv.), mens du tanker benzin. Du er ansvarlig for at tjekke og opretholde beholdningen af olie, kølervæske, dæktryk osv. samt for øjeblikkeligt at melde alle eventuelle mekaniske problemer til Cruise America. Du kan gøres ansvarlig for skader, der måtte opstå, hvis ikke du overholder dette.
Mekanisk assistance samt erstatningsbetingelser Hvis der undervejs på ferien skulle opstå problemer med nogen af køretøjets funktioner, vil Cruise America bestræbe sig på at bistå dig og få dig tilbage på vejen så hurtigt som muligt. Skulle et motorstop forekomme, sørger Cruise America for reparation foretaget af kyndige håndværkere – dog afhængigt af serviceydernes åbningstider, weekender og helligdage. Alle reparationer, der skal foretages, kræver bemyndigelse fra Cruise Americas ”Travelers Assistance”, som kontaktes på tlf. (800) 334-4110. Værktøj til brug i reparationen leveres ikke. Alle bemyndigede reparationer betales direkte af Cruise America, eller refunderes til dig ved fremvisning af kvitteringer. Reparationer til en værdi lavere end $75 kan foretages uden at Travelers Assistance er blevet underrettet, idet lejekontorerne har bemyndigelse til at refundere reparationer for mindre beløb. Men det er stadig vigtigt, at du gemmer kvitteringen, hvis du ønsker at få beløbet refunderet. Jumpstart af et fladt batteri kræver en forhåndsgodkendelse fra Travelers Assistance.
Erstatning af rejseudgifter Hvis dit lejede køretøj grundet mekaniske problemer er til reparation i mindre end 12 timer, er Cruise Americas erstatningspligt begrænset til erstatning af én dags leje eller en del af en sådan. Problemer med radio, aircondition, køleskab, generator, mikrobølgeovn, gasapparat eller cruise control anses ikke for en reel skade, og reparationer af disse giver derfor ikke anledning til erstatning. I tilfælde af en mekanisk skade, der øjeblikkeligt rapporteres til Travelers Assistance, og som har en reparationstid på mere end 12 timer, gives der erstatning for visse indkvarterings- og transportudgifter. Erstatning gives dog ikke, hvis skaden er sket som følge af et sammenstød eller anden ulykke, eller hvis Travelers Assistance ikke underrettes øjeblikkeligt. Erstatningen udgør op til $30 (USD/CDN) per dag per person for indkvartering og $30 per dag per selskab for transport, og maksimalt $3.000 i alt per rejse. Du skal præsentere alle kvitteringer for udgifterne for at kunne modtage erstatning.
Skader på køretøjet – dit ansvar Hvis du overtræder lejekontrakten, ikke får ført en politirapport i forbindelse med en ulykke eller gør dig skyldig i ulovlig anvendelse af køretøjet, er du ansvarlig for enhver beskadigelse samt de fulde omkostninger forbundet dermed ligegyldigt om beskadigelsen er selvforskyldt eller ej. Hvis lejekontrakten overholdes, er dit ansvar for eventuel beskadigelse, tyveri og hærværk begrænset til $1.000 (USD/CDN) per skade/ulykke.
Forsikring
Ansvarsforsikring Den basale, minimums ansvarsforsikring for køretøjet er inkluderet i lejeprisen on a secondary basis. Alle dækninger er underlagt lejekontraktens betingelser. En særlig ansvarsforsikring SKAL tilkøbes i forbindelse med rejser ind i Mexico. Denne skal købes på lejekontoret inden afrejse og udgør $20 USD per dag, du ønsker at opholde dig i Mexico. Rejse er kun tilladt i de mexicanske stater Baja, Sonora, Chihuahua, Tamaulipas, Nuevo Leon, Coahuila og kun for datoer, der på forhånd er godkendt og betalt for. Mens du opholder dig i Mexico, er du fuldt ud ansvarlig for alle omkostninger forbundet med mekaniske problemer.
Supplerende ansvarsforsikring (SLI) – inkluderet i lejemål i USA og Canada, men ikke gyldig i Mexico SLI giver en udvidet dækning på totalt $1.000.000 per hændelse for erstatningskrav fremsat af en tredjepart for fysiske skader, død og/eller skader på ejendom, som er forbundne med kørsel i lejekøretøjet. UNDTAGELSER GØR SIG GÆLDENDE. Undtagelserne er angivet i lejekontrakten, og du bør sætte dig ind i dette inden afrejse.
Dækning – USA Forudsat at du overholder regler og betingelser fremsat i lejekontrakten, rapporterer ulykker og skader øjeblikkeligt og afholder dig fra forbudt anvendelse af køretøjet, dækker forsikringen: Ansvar – op til $1.000.000. Beskadigelse/tab – selvrisiko på $1.000 per hændelse, alt derover dækkes i de fleste tilfælde. Rejseerstatning – rejseomkostninger som følge af mekaniske problemer dækkes op til $3.000 per rejse. Alt i USD.
Dækning – Canada Forudsat at du overholder regler og betingelser fremsat i lejekontrakten, rapporterer ulykker og skader øjeblikkeligt og afholder dig fra forbudt anvendelse af køretøjet, dækker forsikringen: Ansvar – op til $1.000.000. Beskadigelse/tab – selvrisiko på $1.000 per hændelse, alt derover dækkes i de fleste tilfælde. Rejseerstatning – rejseomkostninger som følge af mekaniske problemer dækkes op til $3.000 per rejse. Alt i CDN.
Aflevering af køretøjet
Afleveringstidspunkt – almindelige lejere Køretøjer skal afleveres omkring kl. 9.00 og under ingen omstændigheder senere end kl. 11.00. Sørg for ikke at have booket fly om formiddagen eller tidlig eftermiddag, da der kan forekomme forsinkelser i forbindelse med afleveringen.
Afleveringstidspunkt – Early Birds Hvis du har tilkøbt Early Bird Departure Special, skal dit køretøj afleveres på lejekontoret efter kl. 9.00 og under ingen omstændigheder senere end kl. 15.00.
Gebyr for sen aflevering Der skal betales et gebyr på $25 per time, hvis tidspunktet for seneste aflevering overskrides. Du er ansvarlig for at aflevere køretøjet i samme stand, som da du modtog den – dog undtaget normalt slid. Afhængigt af lokale forhold kan der påføres et gebyr på op til $150 for rengøring af køretøjet. Du skal endvidere betale for alt udstyr, der måtte være beskadiget eller tabt. Der gives ikke godtgørelse for tidlige afleveringer.
Parkerings- og færdselsbøder Du er ansvarlig for at rapportere og betale for alle parkerings- og/eller færdselsovertrædelser, der måtte være forekommet, ved lejemålets afslutning. Du vil blive afkrævet betaling for alle bøder udstedt til Cruise America plus et yderligere gebyr på $250, hvis du ikke rapporterer eventuelle parkerings- og/eller færdselsovertrædelser rettidigt.
Transport fra lejekontoret
Transport fra lejekontoret til hotel, lufthavn eller lignende er ikke inkluderet i lejemålet. Efter aflevering af køretøjet skal du selv sørge for transport videre. Kun hvis du har tilkøbt Early Bird Departure Special er transport til godkendte områder, lufthavne og hoteller inkluderet. Dette bortfalder dog, hvis ikke køretøjet afleveres rettidigt. Transport fra lejekontoret sker normalt frem til kl. 16.00.
| |