|
4 dage/ 3 nætter
En fantastisk sejltur i husbåd på De Tusinde Øers Sø - det fås ikke meget bedre! Oplev et fuldstændigt uspoleret og storslået naturområde, som du næsten har for dig selv. Her er dømt total afslapning i de smukkeste omgivelser. Anbefales til både par og familier - børn elsker simpelthen turen!
Husbåden, som er i 2 etager, er en moderne udgave af de traditionelle husbåde, som lokalbefolkningen bor i. Den trækkes af en mindre båd og skyder en sagte fart af 5-7 km/timen. Der er 6 hyggelige men enkelt indrettede værelser med myggenet (ingen aircondition) - alle med den skønneste panoramaudsigt. De 2 badeværelser/toiletter er til fælles brug. Båden har soldæk med liggestole, hængekøjer, kajakker, fiskeudstyr og et 180 cm højt springtårn. Besætningen består som minimum af en bådsmand, en guide og en kok - og alle gør deres yderste for at opfylde dine ønsker.
SE HELE PROGRAMMET
SE ET REJSEFORSLAG
Pris pr. person fra kr. 2.795,-
Rabat på 40% svarende til pr. person kr. 1.100,- på afgangen den 22.05. Rabat på 20% svarende til pr. person kr. 550,- på øvrige afgange i maj måned. Rabatterne er ikke fratrukket ovenstående pris. SÆRTILBUD - få hele husbåden for jer selv: Lej hele husbåden med 6 kahytter for kun kr. 22.500 (maks. plads til 12 voksne og 6 børn u/12 år). Perfekt hvis I er en stor familie eller venner, der rejser sammen.
Rundrejsen inkluderer:
- Transport fra og til Bangkok eller Hua Hin
- 3 overnatninger på husbåd med fælles bad og toilet
- 3 x morgenmad, 4 x frokost og 3 x middag
- Udflugter som nævnt i dag-til-dag programmet
- Frisk lokal frugt, kaffe og te serveret på husbåden
- Lokal engelsktalende guide
Vi tager forbehold for prisændringer som følge af ændrede valutakurser. |
Program
Afgang: Tirsdag fra Bangkok eller Hua Hin Måltider: M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad
Vi gør opmærksom på, at udflugterne i programmet kan blive aflyst, hvis vejrforholdene ikke tillader, at de gennemføres.
Dag 1: Bangkok - Kanchanaburi (,- F, A) Turen starter fra dit hotel i Bangkok eller Hua Hin - herpå følger en 5-6 timers køretur. Efter 2 timers kørsel holdes pause ved en af Thailands største attraktioner, broen over floden Kwai. Her venter dig en dejlig frokost med udsyn til det kendte bygningsværk. Broen kan krydses til fods. Den sidste del af køreturen er hurtigt overstået, og du er fremme ved søen midt på eftermiddagen. Husbåden ligger i en hyggelig og fredfyldt lille fiskerlandsby, og herfra starter eventyret på Khao Laem søen. Et væld af grønne øer er strøet med let hånd på søens overflade, deraf navnet De Tusinde Øers Sø. Resten af dagen er fri til afslapning eller aktivitet. Spring i vandet fra husbådens badebro, nyd solen eller nap en lur i hængekøjen, imens kokken tilbereder en dejlig middag. Brisen fra søen giver en behagelig temperatur. Middag og overnatning på husbåden.
Dag 2: Vandfald og Coconut Island (M, F, A) Efter morgenmaden padles en kort tur i kajak ind i en lille bugt. Du kan høre vandfaldet på afstand, og efter 20 minutters vandring gennem junglen er du fremme, og kan tage en afkølende skylletur under det brusende vandfald. Vel tilbage på husbåden sættes kursen mod Coconut Island. Frokosten serveres på den godt 2 timer lange sejltur, og der holdes et par badestop. Coconut Island er en af de få beboede øer i søen. Der bor 7 personer i det lille samfund, , som lever af kakaoproduktion og sjældne kokosnødder. Du får naturligvis smagsprøver - og et par friske kokosnødder med på båden. Efter en gåtur tværs over øen bliver du samlet op på modsatte side. Båden gør stop ved nogle smukke lodrette klippeformationer i søen, inden der sejles videre til det ideelle stop for natten.
Dag 3: Elefanter og rafting (M, F, A) Efter morgenmaden sejler du i kajak til fem små grotter, der kan udforskes. Du kan måske være heldig at se flagermus. Tilbage på båden sættes kursen mod nord. Efter frokosten sejler du i longtail-båd op ad en smal flod til en Karen-landsby. Her venter elefanter for at tage dig på en spændende ridetur. Ruten går gennem enestående jungle og ved vejs ende serveres en let frokost, inden du sejler videre på tømmerflåde. Du kan prøve selv at styre eller bare læne dig tilbage og nyde turen. I regntiden er denne del af turen kun for de eventyrlystne, da det kræves god balance at sejle i den brusende flod. Tilbage på båden kan du mindes dagens oplevelser, nyde synet af den smukke solnedgang over bjergene og iagttage de lokale, der sejler ud på søen for at sætte fiskenet op. Stjernehimlen fornemmes helt tæt på, og du får chancen for at tælle stjerneskud i tropenatten.
Dag 4: Sangklaburi - Bangkok (M, F, -) Nyd dagen med svømning, fiskestang eller solbadning. Efter frokost og 1 times sejlads er det tid at sige farvel. Husbåden lægger til i byen Sangklaburi, hvor etniske minoriteter som Karen, Mon, og Lao folk lever i harmoni med burmesere og thailændere. Start med at gå på opdagelse i det billedskønne tempelområde, som du hidtil kun har set fra søsiden. Vejen går forbi det livlige burmesiske marked med smykker, træskærerarbejder og billige kopicigaretter. Bagefter spadserer du gennem den charmerende by Wang Kha, hvor Mon-folket bor. De siges at være af indisk eller mongolsk afstamning og kendes især ved deres særlige klædedragter (longyi/sarong). Du fortsætter til hovedbyen Sangklaburi via Thailands længste træbro. Her venter bilen for at køre dig tilbage til Bangkok. Mæt af oplevelser kan du læne dig tilbage og nyde en af Thailands smukkeste vejstrækninger. Den første del af turen går gennem et uberørt område med frodig regnskov på begge sider, knejsende bjergtoppe og panoramaudsigt til Khao Laem søen, som du lige har sejlet på. Turen til hotellet i Bangkok eller Hua Hin er på 5-6 timer med forventet ankomst ca. kl. 20.00.
| |