|
5 dage/4 nætter
Tag med til den indonesiske del af Borneo - Kalimantan og få en enestående chance for at opleve den tykke, tætte jungle, små lokalsamfund som lever langt væk fra den travle moderne verden samt stå ansigt til ansigt med de store røde orangutanger.
Profil Rejser tilbyder dig et uovertruffent flodcruise, hvor du bl.a. får mulighed for at besøge flere af de jungle øer, Lone Nielsen bruger til hendes orangutanger, når de er stærke nok og bliver genudsat i regnskoven. Profil Rejsers ansatte har gennem flere år støttet op omkring Lone Nielsen og hendes utrolige projekt med at rede orangutangerne. Nu har Profil Rejser fået mulighed for at tage vores gæster med til Kalimantan og på tætteste hold møde de utrolige orangutanger samt en unik mulighed for at besøge BOS Orangutang Rehabilitation Center i Nyaru Menteng. Der er afgang 2 gange om måneden.
Se hele programmet længere nede på siden.

 |
Pris pr. person v/2 personer i Standard Cabin fra kr. 6.095.-
| Prisen er gyldig for afrejse fra 01.11.11 - 31.10.12.
Rundrejsen inkluderer:
- 4 nætter på Rahai'i Pangun båden
- Overnatning i Standard Cabin
- Helpension
- Kaffe, the og vand ad libitum
- Udflugter til BOS Orangutang Rehabiliteringscenter i Nyaru Menteng
- Udflugter med engelsktalende lokal guide når du er på land
- Lokale skatter og afgifter samt bagage håndtering
Rundrejsen inkluderer ikke:
- International flybillet t/r mellem Danmark og Indonesien
- Indonesiske visum ved ophold op til 30 dage (USD 25)
- Rejseforsikring (kan tilkøbes)
- Indenrigsflybillet fra Jakarta til Palangkaraya t/r
- Andre måltider udover de nævnte i programmet
- Alkohol og sodavand
- Drikkepenge o. l.
- Souvenirs
Bemærk: Der kan forekomme ændringer p.g.a. praktiske omstændigheder. Det kan derfor være at ruten laves i en anden rækkefølge end anført i programmet. Vi tager forbehold for prisændringer som følge af ændrede valutakurser. | Program
Dag 1: Palangkaraya (F,A) Du ankommer med fly til Palangkaraya lufthavn, hvor du vil blive budt velkommen af vores lokale guide. Herfra bliver du kørt ned til havnen og går ombord på båden Rahai’i Pangun. Båden har 5 kahytter så der maksimalt kan være 10 gæster ombord. Du får henvist din kahyt, og mens dit eventyr begynder, sejler båden fra havn i et dejligt behageligt tempo. Inden længe dukker små landsbyer op beliggende langs flodbredden. Landsbyerne er hjem for de tidligere berygtet "Dayak" folk. Dayak-folket var kendt som hovedjægere blandt de missionærer som kom til Kalimantan i 1800-tallet. Senere på dagen lægger båden til ved Pulau (betyder ø på indonesisk) Hampapak. Øen er fredet og bruges til genudsættelse af orangutanger. Er du heldig, får du det første glimt af skovens konge. Båden sejler videre op ad Danau (betyder flod på indonesisk) Dapur. Du skal dybt ind i regnskoven og derfor kastes der anker og turen fortsætter i små kanoer. Du sejler ind af mindre flodveje, hvor fugle fløjter højtlydt, og hvor du kan se trætoppene gynge og hører lyden af grene, der flækker og knækker. Det er næseaberne med en næse, der på smukkeste vis stritter centimeter og atter centimeter ud fra det rødmossede ansigt med de klare, mørke øjne.
Næseaber er en truet dyreart med kun omtrent 7000 individer tilbage. De lever normalt i grupper på mellem ni og 20 aber, kun på Borneo og helst i mangroveskove eller lavlandet regnskov tæt på hav, floder eller sump. Inden mørket falder på, ror vi tilbage til båden, hvor en lækker middag med indonesiske specialiteter bliver serveret på dækket under åben himmel. Det er tid til at gå til ro og inde mellem træerne fortaber det grønne sig i mørket, mens regnskovens natdyr vågner og cikadernes sang går i gang.
Dag 2: Marang – Kanarakan (M,F,A) Vågn op til dyrelydene fra regnskoven og få din morgenmad serveret på dækket mens du indånder den friske luft. I takt med at solen står op, stiger temperaturen og fugtigheden også. Mens morgenmaden indtages glider båden roligt videre forbi de smukke grønklædte bredder og vinker godmorgen til de lokale, på vej op ad floden i deres kanoer. Du passerer øen Pulai Kaja, hvor der igen er mulighed for at se orangutanger. I landsbyen Kanarakan går du i land for at mødes med landsbyens selvudnævnte lokale guide Mr. Anden, som er en af byens ældste og som elsker at få besøge udefra. Dagen bruges på at se, hvordan de lokale i dette meget isoleret samfund lever og arbejder. Her er ingen stress og jag, og selvom de ikke er i overflod af penge, så mødes du af en livsglæde som er misundelsesværdig. Om eftermiddagen hopper du i en kano og kan nyde udsigten i dette smukke område ude fra søen.
Dag 3: Kanarakan – Tangkiling (M,F,A) De er tid til at vende båden og påbegynde turen tilbage til vores verden. Der er naturligvis stadig mange oplevelser, inden du igen er tilbage i Palangkarya. I idylliske omgivelser sejler du forbi Orangutang Island og ikke langt derfra, går du i land på Palas Island i Nyaru Mentang. Det er her BOS Orangutang Rehabiliteringscenter ligger. Centeret er et af tre steder hvor baby orangutanger kommer ind efter de er blevet fundet i fangenskab. Mange af dem har trauma fra længere varende fangenskaber eller p.g.a. de har set deres mødre blive dræbt. Ved centeret er det ikke muligt at få direkte adgang til baby orangutangerne, da dyrlægerne er bange for at de bliver smittet med sygdomme eller endnu værre at deres trauma bliver forstærket, hvis der er mange nye mennesker omkring dem. Til gengæld viser centeret en film fra National Geographic om Lone Nielsens projekt og bagefter kan du gennem camouflerede vinduer, se de nye junglekonger i deres rette element. Efter et lære- og begivenhedsrigt besøg kører du i bil op til et hinduistisk tempel, som ligger for foden af det højeste punkt i den omkring liggende jungle Tangkiling Hill. Fra toppen af bjerget kan du beundre den smukke udsigt over vidtstrakte flodsletter mens solen går på hæld og endnu en dag er omme. Du returnerer til båden, hvor en velfortjent middag kan indtages, inden du kryber til køjs.
Dag 4: Tangkiling – Bukit Rawi (M,F,A) Dagen i dag bruges på at slappe af. Fra dækket eller din kahyt kan du nyde naturen som roligt glider forbi. Om eftermiddagen når båden frem til Bukit Rawi. Benyt muligheden for at lære mere om ”Dayak” kulturen og gå på opdagelse i den historiske by. "Dayak"-folket er kendt over hele Indonesien for deres evner til at snakke med de døde. I hvert eneste hus er der "Spirit houses" hvor forfædrene bor. Det er ikke kun i husene der er "spirit house" men også på kirkegården. Flere af husene er store og flotte og indeholder sågar kranier af tidligere forfædre. Den dag i dag tror "Dayak"-folket stadig på, at junglen og floderne der bestemmer livets gang. "Dayak"-folket er spredt ud over det meste af Borneo også i den malaysiske del. Udover at være kendt for deres tidligere hovedjægeraktiviteter, er de også kendt for at bo i langhuse.
Dag 5: Palangkarya – Lufthavn (M) Mens solen står op kan du nyde den sidste morgenstund ombord på Rahai’i Pangun, inden den igen lægger til i Palangkaryas havn. Mens morgenmaden bliver serveret, kan du suge de sidste indtryk til dig. Hvis der er tid gøres der stop ved et lokalt marked, hvor du kan købe deres lokale kunsthåndværk, inden du tager afsked med Kalimantan.
Måltider: M = morgenmad, F = frokost, A = aftensmad
| |