|
Dubai rejser og historie
Dubai er konstant inde i en rivende udvikling. Blandt de utrolige projekter er blandt andet Palm Island. Kunstige øer udformet som en palme og The World – 250 kunstige øer med hver deres landenavn som tilsammen danner verdenskortet. I begyndelsen af 2010 kunne Dubai endnu engang tiltrække hele verdens opmærksomhed. Endnu et imponerende bygningsværk på 828 meter stod klart. Burj Khalifa er indtil videre verdens højeste bygning.
Et andet udflugtssted er Dubailand, som størrelsesmæssigt er dobbelt så stort som Walt Disney World i Florida og kan bedst beskrives som en krydsning mellem Orlando og Las Vegas. Dubailand indeholder Dubai Autodrome, Dubai Sunny Mountain Ski Dome, et kæmpe sportscenter og meget mere.
Fascinationen over, hvordan Dubai har udviklet sig og den livlige handel i byen, bliver ikke mindre ved tanken om, at Dubai ikke var meget mere end en støvet handelsby med små huse, beduintelte og kameler for 35-40 år siden. Med ca. 900.000 indbyggere og deraf over 80 % gæstearbejdere byder byen på en god blanding af arabisk kultur og kosmopolitisk atmosfære.

Shopping Dubai har slået sig op som supershoppernes mekka, og der bliver afholdt 2 årlige shoppingfestivaler, som hver varer 1-2 måneder. Og udvalget er stort i Dubai, men det er ikke alt, der er lige billigt. Priserne i de store shoppingcentre er ikke meget anderledes end i Danmark, dog kan for eksempel ure og elektronik købes med fordel.
I guldsouken sælges alverdens guldsmykker efter gramvægt og dagspris, og her er også penge at spare, hvis du giver dig tid til at forhandle om prisen. Endvidere kan elektronik, lækre metervarer og krydderier som for eksempel safran også købes til fordelagtige priser. Vær opmærksom på, at mange butikker lukker midt på dagen, men til gengæld er der åbent om aftenen.
Sol og strand Det er de færreste storbyer, der inden for en halv times kørsel fra centrum kan hamle op med strandene omkring Dubai. Kilometervis af bred hvid sandstrand og indbydende turkisblåt vand samt et stort udvalg af vandsportsfaciliteter gør Dubai til et yndet rejsemål. Især den eksklusive Jumeirah Beach er populær.
Dubai er på mange måder uvirkelig, ubegribelig men fantastisk. Et slaraffenland, hvor alt kan lade sig gøre. Deres gigantiske malls har alt hvad hjertet begærer inden for shopping, gastronomi og underholdningsforlystelser - alt sammen i verdensklasse. Dubai er et anderledes rejsemål, end andre steder på jorden, mystisk, arabisk og uundgåeligt.
SE AKTUELLE TILBUD TIL DUBAI
SE HOTELLER I DUBAI
SE UDFLUGTER I DUBAI
Tilbage til hovedsiden om rejser til Dubai.
| |